Imladris.dk forum - Til forsiden
User Info
Welcome, Guest. Please login or register.
October 18, 2018, 21:26:14

Login with username, password and session length
Search:     Advanced search

Key Stats
3969 Posts in 523 Topics by 192 Members
Latest Member: Nuwingi
* Home Help Search Calendar Login Register
 1   Generelt / Nyheder / Forfatteren Knud Romer er Tolkien-fan  on: Today at 16:41:54 
Started by Rådet | Last post by Rådet
Den danske forfatter Knud Romer fortæller i sin nye roman “Kort over Paradis" (Lindhardt og Ringhof, 2018) om en episode, der fortæller noget om synet på Tolkien og fantasy før i tiden:

“The Sword of Welleran, The Gods of Pegana – en for en stillede jeg dem på hylden – trolddomsbøgerne fra min barndom. Næste semester tog jeg dem med til studiemødet og foreslog at inkludere dem i læseplanen. Det skulle jeg ikke have gjort. For det var ikke litteratur. Det var fantasy og ikke værd at beskæftige sig med. Man kunne få det i metermål nede i kælderforretningen med tegneserier på Larsbjørnsstræde: Fantask. De fniste ad det højstemte, elizabethanske sprog og læste op med tyk ironi: ‘Come hither!’ Torben Grodal rakkede Ringenes Herre ned som selvpinersk, katolsk underkastelsesdyrkelse og kaldte det for ‘Lorteringen’. Han ville have fået en blodstyrtning, hvis det var kommet frem, at jeg havde den stående i en læderindbundet udgave med dronningens illustrationer og drømte om at få den signeret: ‘Fra Daisy til Knud’. Intet af det blev omtalt med så meget som et ord i litteraturhistorien, Tolkien? E.R. Eddison, The Worm Ouroboros? Mervyn Peakes Gormenghast, Lovecraft, Clark Ashton Smith, selv H.G. Wells blev ignoreret, men hvad skulle fortællinger ellers være, hvis ikke fantastiske? Der havde fundet en udrensning sted. En eller anden fjendtlig magt have fjernet dem og sendt dem ud i glemslen. Ligesom i filmen, Fahrenheit 451. Diktaturet havde et navn. Det hed modernismen. Hvis man ikke tilhørte den litterære hovedstrøm fra Mallarmé til T.S. Eliot og Paul Celan og opstrådte i Die Struktur der modernen Lyrik, var det ikke værd at tage i betragtning. Teksterne var hermetisk lukkede som en indgroet negl. Man skulle studere et halvt liv for at kunne fortolke de sidste, forkullede rester af sproget: ‘huhediblu’. Så snart det handlede om noget og havde en historie og rev ens følelser med, var det i bedste fald kiosklitteratur, hvis ikke ligefrem borgerlig mystificering. Der var ikke noget af det, jeg læste, som duede – og jugendstilen og prærafaelitterne var ikke kunst, men kitsch. Dunsany stod ganske rigtigt under ‘D’ på hylderne og kostede tredive kroner stykket, Ballantine Books havde genudgivet dem. Fantask lå ovenikøbet skråt over for det antikvariat, hvor jeg havde siddet og ventet på skyggen af en bog, som aldrig viste sig. Eventyr var ikke andet end en funktionel formidling mellem en mangeltilstand og ophævelsen af den og fulgte betydningens grundstruktur. Jeg kunne mærke, hvordan fortryllelsen langsomt fortog sig. Titlerne på bogryggene blev visket ud. Min trofaste drage spise sin sidste hindbærsnitte og forsvandt.”

 2   Generelt / Nyheder / Forfatteren Knud Romer er Tolkien-fan  on: Today at 16:18:02 
Started by Rådet | Last post by Rådet
Den danske forfatter Knud Romer fortæller i sin nye roman Kort over Paradis (Lindhardt og Ringhof, 2018) om en episode, der fortæller noget om synet på Tolkien og fantasy før i tiden:

The Sword of Welleran, The Gods of Pegana – en for en stillede jeg dem på hylden – trolddomsbøgerne fra min barndom. Næste semester tog jeg dem med til studiemødet og foreslog at inkludere dem i læseplanen. Det skulle jeg ikke have gjort. For det var ikke litteratur. Det var fantasy og ikke værd at beskæftige sig med. Man kunne få det i metermål nede i kælderforretningen med tegneserier på Larsbjørnsstræde: Fantask. De fniste ad det højstemte, elizabethanske sprog og læste op med tyk ironi: Come hither! Torben Grodal rakkede Ringenes Herre ned som selvpinersk, katolsk underkastelsesdyrkelse og kaldte det for Lorteringen. Han ville have fået en blodstyrtning, hvis det var kommet frem, at jeg havde den stående i en læderindbundet udgave med dronningens illustrationer og drømte om at få den signeret: Fra Daisy til Knud. Intet af det blev omtalt med så meget som et ord i litteraturhistorien, Tolkien? E.R. Eddison, The Worm Ouroboros? Mervyn Peakes Gormenghast, Lovecraft, Clark Ashton Smith, selv H.G. Wells blev ignoreret, men hvad skulle fortællinger ellers være, hvis ikke fantastiske? Der havde fundet en udrensning sted. En eller anden fjendtlig magt have fjernet dem og sendt dem ud i glemslen. Ligesom i filmen, Fahrenheit 451. Diktaturet havde et navn. Det hed modernismen. Hvis man ikke tilhørte den litterære hovedstrøm fra Mallarmé til T.S. Eliot og Paul Celan og optrådte i Die Struktur der modernen Lyrik, var det ikke værd at tage i betragtning. Teksterne var hermetisk lukkede som en indgroet negl. Man skulle studere et halvt liv for at kunne fortolke de sidste, forkullede rester af sproget: 'huhediblu'. Så snart det handlede om noget og havde en historie og rev ens følelser med, var det i bedste fald kiosklitteratur, hvis ikke ligefrem borgerlig mystificering. Der var ikke noget af det, jeg læste, som duede – og jugendstilen og prærafaelitterne var ikke kunst, men kitsch. Dunsany stod ganske rigtigt under 'D' på hylderne og kostede tredive kroner stykket, Ballantine Books havde genudgivet dem. Fantask lå ovenikøbet skråt over for det antikvariat, hvor jeg havde siddet og ventet på skyggen af en bog, som aldrig viste sig. Eventyr var ikke andet end en funktionel formidling mellem en mangeltilstand og ophævelsen af den og fulgte betydningens grundstruktur. Jeg kunne mærke, hvordan fortryllelsen langsomt fortog sig. Titlerne på bogryggene blev visket ud. Min trofaste drage spise sin sidste hindbærsnitte og forsvandt.

 3   Generelt / Nyheder / Forfatteren Knud Romer er Tolkien-fan  on: Today at 16:17:15 
Started by Rådet | Last post by Rådet
Den danske forfatter Knud Romer fortæller i sin nye roman Kort over Paradis (Lindhardt og Ringhof, 2018) om en episode, der fortæller noget om synet på Tolkien og fantasy før i tiden:

The Sword of Welleran, The Gods of Pegana – en for en stillede jeg dem på hylden – trolddomsbøgerne fra min barndom. Næste semester tog jeg dem med til studiemødet og foreslog at inkludere dem i læseplanen. Det skulle jeg ikke have gjort. For det var ikke litteratur. Det var fantasy og ikke værd at beskæftige sig med. Man kunne få det i metermål nede i kælderforretningen med tegneserier på Larsbjørnsstræde: Fantask. De fniste ad det højstemte, elizabethanske sprog og læste op med tyk ironi: 'Come hither!' Torben Grodal rakkede Ringenes Herre ned som selvpinersk, katolsk underkastelsesdyrkelse og kaldte det for 'Lorteringen'. Han ville have fået en blodstyrtning, hvis det var kommet frem, at jeg havde den stående i en læderindbundet udgave med dronningens illustrationer og drømte om at få den signeret: 'Fra Daisy til Knud'. Intet af det blev omtalt med så meget som et ord i litteraturhistorien, Tolkien? E.R. Eddison, The Worm Ouroboros? Mervyn Peakes Gormenghast, Lovecraft, Clark Ashton Smith, selv H.G. Wells blev ignoreret, men hvad skulle fortællinger ellers være, hvis ikke fantastiske? Der havde fundet en udrensning sted. En eller anden fjendtlig magt have fjernet dem og sendt dem ud i glemslen. Ligesom i filmen, Fahrenheit 451. Diktaturet havde et navn. Det hed modernismen. Hvis man ikke tilhørte den litterære hovedstrøm fra Mallarmé til T.S. Eliot og Paul Celan og opstrådte i Die Struktur der modernen Lyrik, var det ikke værd at tage i betragtning. Teksterne var hermetisk lukkede som en indgroet negl. Man skulle studere et halvt liv for at kunne fortolke de sidste, forkullede rester af sproget: 'huhediblu'. Så snart det handlede om noget og havde en historie og rev ens følelser med, var det i bedste fald kiosklitteratur, hvis ikke ligefrem borgerlig mystificering. Der var ikke noget af det, jeg læste, som duede – og jugendstilen og prærafaelitterne var ikke kunst, men kitsch. Dunsany stod ganske rigtigt under 'D' på hylderne og kostede tredive kroner stykket, Ballantine Books havde genudgivet dem. Fantask lå ovenikøbet skråt over for det antikvariat, hvor jeg havde siddet og ventet på skyggen af en bog, som aldrig viste sig. Eventyr var ikke andet end en funktionel formidling mellem en mangeltilstand og ophævelsen af den og fulgte betydningens grundstruktur. Jeg kunne mærke, hvordan fortryllelsen langsomt fortog sig. Titlerne på bogryggene blev visket ud. Min trofaste drage spise sin sidste hindbærsnitte og forsvandt.

 4   Generelt / Nyheder / Forfatteren Knud Romer er Tolkien-fan  on: Today at 16:15:37 
Started by Rådet | Last post by Rådet
Den danske forfatter Knud Romer fortæller i sin nye roman "Kort over Paradis" (Lindhardt og Ringhof, 2018) om en episode, der fortæller noget om synet på Tolkien og fantasy før i tiden:

The Sword of Welleran, The Gods of Pegana – en for en stillede jeg dem på hylden – trolddomsbøgerne fra min barndom. Næste semester tog jeg dem med til studiemødet og foreslog at inkludere dem i læseplanen. Det skulle jeg ikke have gjort. For det var ikke litteratur. Det var fantasy og ikke værd at beskæftige sig med. Man kunne få det i metermål nede i kælderforretningen med tegneserier på Larsbjørnsstræde: Fantask. De fniste ad det højstemte, elizabethanske sprog og læste op med tyk ironi: 'Come hither!' Torben Grodal rakkede Ringenes Herre ned som selvpinersk, katolsk underkastelsesdyrkelse og kaldte det for 'Lorteringen'. Han ville have fået en blodstyrtning, hvis det var kommet frem, at jeg havde den stående i en læderindbundet udgave med dronningens illustrationer og drømte om at få den signeret: 'Fra Daisy til Knud'. Intet af det blev omtalt med så meget som et ord i litteraturhistorien, Tolkien? E.R. Eddison, The Worm Ouroboros? Mervyn Peakes Gormenghast, Lovecraft, Clark Ashton Smith, selv H.G. Wells blev ignoreret, men hvad skulle fortællinger ellers være, hvis ikke fantastiske? Der havde fundet en udrensning sted. En eller anden fjendtlig magt have fjernet dem og sendt dem ud i glemslen. Ligesom i filmen, Fahrenheit 451. Diktaturet havde et navn. Det hed modernismen. Hvis man ikke tilhørte den litterære hovedstrøm fra Mallarmé til T.S. Eliot og Paul Celan og opstrådte i Die Struktur der modernen Lyrik, var det ikke værd at tage i betragtning. Teksterne var hermetisk lukkede som en indgroet negl. Man skulle studere et halvt liv for at kunne fortolke de sidste, forkullede rester af sproget: 'huhediblu'. Så snart det handlede om noget og havde en historie og rev ens følelser med, var det i bedste fald kiosklitteratur, hvis ikke ligefrem borgerlig mystificering. Der var ikke noget af det, jeg læste, som duede – og jugendstilen og prærafaelitterne var ikke kunst, men kitsch. Dunsany stod ganske rigtigt under 'D' på hylderne og kostede tredive kroner stykket, Ballantine Books havde genudgivet dem. Fantask lå ovenikøbet skråt over for det antikvariat, hvor jeg havde siddet og ventet på skyggen af en bog, som aldrig viste sig. Eventyr var ikke andet end en funktionel formidling mellem en mangeltilstand og ophævelsen af den og fulgte betydningens grundstruktur. Jeg kunne mærke, hvordan fortryllelsen langsomt fortog sig. Titlerne på bogryggene blev visket ud. Min trofaste drage spise sin sidste hindbærsnitte og forsvandt.

 5   Generelt / Nyheder / Forfatteren Knud Romer er Tolkien-fan  on: Today at 16:14:54 
Started by Rådet | Last post by Rådet
Den danske forfatter Knud Romer fortæller i sin nye roman "Kort over Paradis" (Lindhardt og Ringhof, 2018) om en episode, der fortæller noget om synet på Tolkien og fantasy før i tiden:

"The Sword of Welleran, The Gods of Pegana – en for en stillede jeg dem på hylden – trolddomsbøgerne fra min barndom. Næste semester tog jeg dem med til studiemødet og foreslog at inkludere dem i læseplanen. Det skulle jeg ikke have gjort. For det var ikke litteratur. Det var fantasy og ikke værd at beskæftige sig med. Man kunne få det i metermål nede i kælderforretningen med tegneserier på Larsbjørnsstræde: Fantask. De fniste ad det højstemte, elizabethanske sprog og læste op med tyk ironi: 'Come hither!' Torben Grodal rakkede Ringenes Herre ned som selvpinersk, katolsk underkastelsesdyrkelse og kaldte det for 'Lorteringen'. Han ville have fået en blodstyrtning, hvis det var kommet frem, at jeg havde den stående i en læderindbundet udgave med dronningens illustrationer og drømte om at få den signeret: 'Fra Daisy til Knud'. Intet af det blev omtalt med så meget som et ord i litteraturhistorien, Tolkien? E.R. Eddison, The Worm Ouroboros? Mervyn Peakes Gormenghast, Lovecraft, Clark Ashton Smith, selv H.G. Wells blev ignoreret, men hvad skulle fortællinger ellers være, hvis ikke fantastiske? Der havde fundet en udrensning sted. En eller anden fjendtlig magt have fjernet dem og sendt dem ud i glemslen. Ligesom i filmen, Fahrenheit 451. Diktaturet havde et navn. Det hed modernismen. Hvis man ikke tilhørte den litterære hovedstrøm fra Mallarmé til T.S. Eliot og Paul Celan og opstrådte i Die Struktur der modernen Lyrik, var det ikke værd at tage i betragtning. Teksterne var hermetisk lukkede som en indgroet negl. Man skulle studere et halvt liv for at kunne fortolke de sidste, forkullede rester af sproget: 'huhediblu'. Så snart det handlede om noget og havde en historie og rev ens følelser med, var det i bedste fald kiosklitteratur, hvis ikke ligefrem borgerlig mystificering. Der var ikke noget af det, jeg læste, som duede – og jugendstilen og prærafaelitterne var ikke kunst, men kitsch. Dunsany stod ganske rigtigt under 'D' på hylderne og kostede tredive kroner stykket, Ballantine Books havde genudgivet dem. Fantask lå ovenikøbet skråt over for det antikvariat, hvor jeg havde siddet og ventet på skyggen af en bog, som aldrig viste sig. Eventyr var ikke andet end en funktionel formidling mellem en mangeltilstand og ophævelsen af den og fulgte betydningens grundstruktur. Jeg kunne mærke, hvordan fortryllelsen langsomt fortog sig. Titlerne på bogryggene blev visket ud. Min trofaste drage spise sin sidste hindbærsnitte og forsvandt."

 6   Generelt / Nyheder / Forfatteren Knud Romer er Tolkien-fan  on: Today at 16:14:31 
Started by Rådet | Last post by Rådet
Den danske forfatter Knud Romer fortæller i sin nye roman "Kort over Paradis" (Lindhardt og Ringhof, 2018) om en episode, der fortæller noget om synet på Tolkien og fantasy før i tiden:

"The Sword of Welleran, The Gods of Pegana – en for en stillede jeg dem på hylden – trolddomsbøgerne fra min barndom. Næste semester tog jeg dem med til studiemødet og foreslog at inkludere dem i læseplanen. Det skulle jeg ikke have gjort. For det var ikke litteratur. Det var fantasy og ikke værd at beskæftige sig med. Man kunne få det i metermål nede i kælderforretningen med tegneserier på Larsbjørnsstræde: Fantask. De fniste ad det højstemte, elizabethanske sprog og læste op med tyk ironi: 'Come hither!' Torben Grodal rakkede Ringenes Herre ned som selvpinersk, katolsk underkastelsesdyrkelse og kaldte det for 'Lorteringen'. Han ville have fået en blodstyrtning, hvis det var kommet frem, at jeg havde den stående i en læderindbundet udgave med dronningens illustrationer og drømte om at få den signeret: 'Fra Daisy til Knud'. Intet af det blev omtalt med så meget som et ord i litteraturhistorien, Tolkien? E.R. Eddison, The Worm Ouroboros? Mervyn Peakes Gormenghast, Lovecraft, Clark Ashton Smith, selv H.G. Wells blev ignoreret, men hvad skulle fortællinger ellers være, hvis ikke fantastiske? Der havde fundet en udrensning sted. En eller anden fjendtlig magt have fjernet dem og sendt dem ud i glemslen. Ligesom i filmen, Fahrenheit 451. Diktaturet havde et navn. Det hed modernismen. Hvis man ikke tilhørte den litterære hovedstrøm fra Mallarmé til T.S. Eliot og Paul Celan og opstrådte i Die Struktur der modernen Lyrik, var det ikke værd at tage i betragtning. Teksterne var hermetisk lukkede som en indgroet negl. Man skulle studere et halvt liv for at kunne fortolke de sidste, forkullede rester af sproget: 'huhediblu'. Så snart det handlede om noget og havde en historie og rev ens følelser med, var det i bedste fald kiosklitteratur, hvis ikke ligefrem borgerlig mystificering. Der var ikke noget af det, jeg læste, som duede – og jugendstilen og prærafaelitterne var ikke kunst, men kitsch. Dunsany stod ganske rigtigt under 'D' på hylderne og kostede tredive kroner stykket, Ballantine Books havde genudgivet dem. Fantask lå ovenikøbet skråt over for det antikvariat, hvor jeg havde siddet og ventet på skyggen af en bog, som aldrig viste sig. Eventyr var ikke andet end en funktionel formidling mellem en mangeltilstand og ophævelsen af den og fulgte betydningens grundstruktur. Jeg kunne mærke, hvordan fortryllelsen langsomt fortog sig. Titlerne på bogryggene blev visket ud. Min trofaste drage spise sin sidste hindbærsnitte og forsvandt."

 7   Generelt / Nyheder / Troels Kløvedal citerer Ebbe Kløvedal Reich for ideen til at tage navnet Kløvedal  on: August 09, 2018, 23:20:59  
Started by Rådet | Last post by Rådet
I sin nyeste bog “Alle mine morgener på Jorden” (Gyldendal, 2018) skriver eventyreren Troels Kløvedal bl.a. om ideen med at tage navnet Kløvedal som slægtsnavn for medlemmer af kollektivet Maos Lyst:

“I en af mine ældste logbøger finder der et gulnet avisudklip fra Dagbladet Information, dateret den 24. juli 1970, hvori Ebbe skriver en artikel om stammen Kløvedal. Det er, mens den første Thylejr kører for fuld hammer, og jeg ligger nede ved Gibraltar for hjemadgående. Artiklen er stort illustrereret med en tegning af David Levine, der hedder ‘Hobbitterne’ og er fra 1967. Et lille fotografi af Ebbe er redaktionelt mejslet ind i en træstamme på billedet. Jeg tror, det var den senere tysklandskorrespondent hos DR, journalisten Tyge Petersen, der havde artiklen med ned til mig på Nordkaperen i Portugal, hvor jeg lå helt inde i byens hjerte, i Doco del Trico, den ældgamle sejlskibshavn i centrum af Lissabon. Her lå vi og ventede på ham for derefter at sejle nordover igennem Biscayen og videre op gennem Den Engelske Kanal (…) I artiklen skriver Ebbe bl.a.: ‘Vi er en lille snes stykker, der har fundet et sted, som jeg vil fortælle en smule om. Stedet hedder Kløvedal. Det befinder sig et stykke oppe ad Tågebjergenes sider, set fra hobbitterne herred (…) Byen Imladris ligger ikke synligt for det blotte øje, når man er steget ned i Kløvedal. Man går i en tæt lys skov. Og fra trætoppene lyder der hele tiden smædeviser og drillende sangtriller. Det er alfernes måde at beskytte sig på. Der er dem, der lader sig kyse af drillerierne, de kommer aldrig ind til byen, og der er dem, der flipper ud og giver sig til at kaste med sten op i træerne. De kommer heller aldrig ind. Det bedste, man kan gøre, er at fnise eller at lade som ingenting. Så slår stien til sidst et sving, og så er man der. Lavalfer lever mest af lembas, som er en slags brød, som man kan tære på i meget lang tid, og som man ovenikøbet bliver høj på. Brune riskager, der virker som et mildt mescalintrip, hvis man kan forestille sig, hvordan det er. Det er lembas, der gør dem så lystige og så eftertænksomme. Psykologisk set afviger lavalfer fra højalter ved at være indstillet på at hjælpe mennesker og andre rimelige væsener. Højalferne er mere kålhøgne, og der går uheldige historier om alferne i Dunkelskov, der lokker vejfarende bort fra stien med deres sang. Og borte fra stien er man fortabt i Dunkelskov. Når lavalferne er af en hyggeligere, mere nisseagtig støbning, beror det på, at de i modsætning til højalter har menneskeblod i sig. Måske havde alle alfer været lavalder i dag, hvis ikke kong Gil-Galad engang på racistisk maner havde forbudt flere alfer at pleje erotisk omgang med Adams børn. Imladris er bygget i etager og stråler af guld og pastelfarver. Til den ene side kan man se lavlandet og herredet i horisonten. Til den anden side knejser Tågebjergene. Det er et godt sted at ende sine dage og drage ud fra. Nu forestiller vi os naturligvis ikke, at vi er blevet alfer, fordi vi har fundet Kløvedal. Vi gør os ingen forestillinger om, at Kløvedal skulle ville os noget, fordi vi har fundet det. Og vi ved så sikkert som ammen i kirken, at de danske myndigheder ikke regner os for alfer. Det vil vi gøre gensidigt, så konsekvent vi nu kan. For øjeblikket er Kløvedal kun et sted i poesien. Vi er begyndt at arbejde ihærdigt på, at det også bliver et sted i personregistret, kirkebøgerne, strafferegistraturen, telefonbogen og pressen. Udefra set kan man sige, at vi har dannet en stamme, som tror på alfer. Stammen hedder Kløvedal, der samtidig tjener som familienavn, så vidt overpræsidiet, navneregistret, Thestrup og deres myldrende horder tilllader det. Fra dette sted starter vi gør-det-selv-metoden.“


 8   Generelt / Nyheder / Ny stor udstilling på Bodleian Library i Oxford  on: July 05, 2018, 11:36:03  
Started by Rådet | Last post by Rådet
Indtil 28. oktober 2018 vises en ny udstilling om Tolkien på det berømte Bodleian Library i Oxford.

Følg linket for at se en film om udstillingen, der er gratis.

 9   Generelt / Nyheder / Kursus med Jakob Stegelmann om bl.a. filmatiseringen af Ringenes Herre  on: May 28, 2018, 18:51:27  
Started by Rådet | Last post by Rådet
Den Europæiske Filmhøjskole tilbyder i år et sommerkursus ved navn "Fantasy på film – når eventyret får vinger", der foregår 1. til 7. juli 2018. Kursusleder er Jakob Stegelmann, der har fulgt fantasyfilmen på nært hold i "Troldspejlet" i mere end 25 år, og undervejs vil der komme besøg fra folk, der både skriver, spiller og instruerer fantasy.

Se mere på højskolens hjemmeside.

 10   Generelt / Nyheder / Kronprins Frederik og prins Joachim om at få læst Ringenes Herre højt af sin mor  on: May 20, 2018, 09:46:27  
Started by Rådet | Last post by Rådet
Berlingske bringer i dag, 20. maj 2018, en artikel af Thomas Larsen med overskriften: "Da Kronprinsen besluttede sig for at blive konge"

Her fremgår det, at kronprins Frederik og prins Joachim som børn fik læst Ringenes Herre højt af deres mor, dronning Margrethe, der samtidig illustrerede værket:

"Da dronning Margrethes 70-års fødselsdag blev fejret på Fredensborg Slot i 2010, rejste kronprins Frederik sig. Han indledte talen til sin mor med at fortælle, at han altid havde følt sig tryg.

»At være dit barn og din søn var i min spæde hukommelse – oplevelsen af at komme løbende ned gennem stuerne på Fredensborg for så at dreje til venstre i Røde Salon og så spurte gennem Gule Salon og ind i favnen på dig i dit arbejdsværelse,« sagde Kronprinsen.
Han fortalte også om morens oplæsning af Ringenes Herre. Tre gange på fem år nåede han sammen med prins Joachim at blive ført dybt ind i Tolkiens univers, og undervejs tegnede Dronningen udvalgte scener fra bogen.

Alt var godt, indtil han pludselig »faldt ud af eventyret«, som han formulerede det.

En dag fandt han nemlig ud af, at han ikke kunne nøjes med at være sin mors søn.

Han var også regentens søn, tronfølgeren, som en dag skulle være konge.

Fra det punkt fulgte en opslidende kamp, som for drengen handlede om at komme overens med skæbnen. En kamp, som blev fulgt af en befolkning, som tidligt fattede sympati for drengen og senere den unge mand, som var utilpas over at være i centrum, og som ofte snublede i sætningerne, når han stod i pressens skarpe projektørlys."

Læs hele artiklen i Berlingske.


Powered by SMF 1.1.15 | SMF © 2011, Simple Machines