Imladris.dk forum

Generelt => Nyheder => Topic started by: Rådet on June 04, 2015, 23:01:22



Title: Førsteudgave af Hobbitten sælges for en million kroner
Post by: Rådet on June 04, 2015, 23:01:22
En førsteudgave af det populære eventyr Hobbitten er i dag blevet solgt for 137.000 GBP (omkring 1,3 millioner kroner) af auktionshuset Sotheby's i England.

Bogen var ledsaget af en håndskrevet seddel skrevet på elversprog af forfatteren J.R.R. Tolkien.

Bogen var en gave fra forfatteren, og den er dedikeret til Katherine "Kitty" Kilbride, en af hans første studerende på Leeds Universitet i 1920'erne.

Elversprog er opfundet af Tolkien, og på sedlen vedlagt bogen var linjer fra "The Lost Road", der er en fortælling om tidsrejser, som aldrig blev færdiggjort af Tolkien.

Bogen er dateret 1937. Da samme bog blev solgt på auktion i 2008 blev den solgt for 50.000 GBP.

Kilbride var invalid, og Tolkien sendte hende breve og kort gennem hele sit liv, foruden at forsyne hende med udgaver af sine bøger, når de blev færdiggjort.

Takkebrevet fra Kilbride findes på Oxfords Bibliotek.

"Sikke sjovt du må have haft det med at tegne kortene," skriver hun.