Rodekassen

Appendiks E

Af J.R.R. Tolkien

25. maj 1995

Fra Athelas nr. 10, 1995, copyright Imladris - Danmarks Tolkienforening (dansk oversættelse copyright Lars-Terje Øland Lysemose, originaltekst copyright J.R.R. Tolkien)

Skriftmål og stavning

Tillæg til Ringenes Herre af J.R.R. Tolkien

På dansk ved Lars-Terje Øland Lysemose

I

UDTALE AF ORD OG NAVNE

Vestron, eller det almindelige sprog, er helt igennem oversat til sit engelske modstykke og herfra til dansk. Alle hobbitnavne og særlige ord er dermed ment at skulle udtales i henhold til dette: eksempelvis rimer mathom med det engelske fathom.

Når jeg har skullet transskribere de ældgamle skriftsprog, har jeg forsøgt at gengive de oprindelige lyde (så langt disse har kunnet fastslås) med nogenlunde nøjagtighed og samtidig lavet ord og navne, som ikke virker alt for umulige med moderne bogstaver. Det højelveriske quenya er stavet så lig latin, som dets lydsystem tillader. Af denne grund er c foretrukket frem for k i begge eldarinske sprog.

Følgende punkter kan det være værd at lægge mærke til for de, som er interesserede i sådanne detaljer.


KONSONANTER

C har altid samme værdi som k, selv foran e og i: celeb »sølv« skal altså udtales keleb.

CH bruges kun til at gengive den samme lyd som i bach (på tysk eller walisisk), ikke som i engelsk church. Bortset fra i slutningen af ord og foran t blev denne lyd svækket til et h i gondorsk tale, og denne forandring genfindes i enkelte navne, så som Rohan og rohirrim. (Imrahil er et númenoreansk navn).

DH gengiver det stemte (bløde) th i engelsk these clothes. Det er almindeligvis beslægtet med d, som i sindarin galadh »træ«, jævnfør quenya alda; men det kommer også af og til af n + r, som i Caradhras »Rødhorn«, fra caran-rass.

F gengiver f, bortset fra i slutningen af ord, hvor det bruges til at gengive lyden v (som i engelsk of): Nindalf, Fladrif.

G har kun lyden g, som i dansk gavmild, guld: gil »stjerne« i Gildor, Gilraen, Osgiliath.

H gengiver, når det står alene uden andre konsonanter, h-lyden i hans hus. Quenya-kombinationen ht giver lyden cht, som på tysk echt, acht: eksempelvis i navnet Telumehtar (Orion). (se note1) Se også CH, DH, L, R, TH, W, Y.

I først i et ord og foran en anden vokal får det konsonantlyden y som i engelsk you, yore, men kun på sindarin: som i Ioreth, Iarivain. Se Y.

K er kun brugt i navne som er hentet fra andre sprog end elverfolkets, med samme værdi som c; kh gengiver således sammme lyd som ch i orkisk Grishnákh, eller adûnaik (númenoreansk) Adunakhor. Om dværgemål (khuzdul), se nedenfor.

L gengiver mere eller mindre lyden af engelsk foranstillet l, som i let. Det blev imidlertid til en vis grad »palataliseret« mellem e, i og en konsonant, eller efterstillet efter e, i. (Eldarne ville antagelig have transskriberet det engelske bell, fill som beol, fiol). LH gengiver denne lyd, når den er ustemt (almindeligvis afledt af foranstillet sl-). På (arkaisk) quenya er dette stavet hl, men blev i den tredje alder oftest udtalt som l.

NG gengiver ng som i engelsk finger, på nær når det er efterstillet, hvor det bliver stemt som i engelsk sing. Denne sidste lyd fandtes til at begynde med også i quenya, men er transskriberet som n (som i noldo), i henhold til udtalen i den tredje alder.

PH har samme lyd som f. Det bruges (a) hvor f-lyden forekommer i slutningen af et ord, som i alph »svane«; (b) hvor f-lyden er beslægtet med eller stammer fra et p, som i i-Pheriannath »halvlingerne« (perian); (c) i midten af nogle få ord, hvor det gengiver et langt ff (fra pp) som i Ephel »ydermur«; og (d) på adûnaik og vestron, som i Ar-Pharazôn (pharaz »guld«).

QU er blevet anvendt i stedet for cw, en kombination som var meget almindelig i quenya, men slet ikke forekom i sindarin.

R gengiver et rullende r overalt; lyden blev ikke væk foran konsonanter (som i engelsk part). Orkerne, og nogle dværge, siges at have brugt et uvulart r, en lyd eldar fandt usmagelig. RH gengiver et ustemt r (almindeligvis afledt af ældre foranstillet sr-). Det blev stavet hr på quenya. Jævnfør L.

S er altid ustemt, som i så (i betydningen datid af se) og i hus samt engelsk so, geese; z-lyden forekom ikke i moderne quenya eller sindarin. SH, som det forekommer i vestron, gengiver på dværgemål og i orkisk lyde, som ligner sj eller ch på dansk.

TH gengiver det ustemte th i engelsk thin cloth. Dette var blevet til s i talt quenya, skønt det stadig blev skrevet med et andet bogstav; som i quenya Isil, sindarin Ithil »måne«.

TY gengiver en lyd, som sandsynligvis ligner t i engelsk tune. Det kom hovedsageligt fra c eller t + y. Den engelske ch-lyd, som ofte forekom i vestron, erstattede det som oftest for de, som talte det sprog. Jævnfør HY under Y.

V har samme lyd som engelsk v, men bruges ikke efterstillet. Se F.

W har samme lyd som engelsk w. HW er et ustemt w, som i white (efter nordengelsk udtale). Det var ikke nogen usædvanlig begyndelseslyd i quenya, skønt der ikke ser ud til at være eksempler på dette i denne bog. Både v og w bruges i transskriptionen af quenya, til trods for assimilationen af dets stavemåde med latin, eftersom de to lyde begge forekom i sproget, skønt de er af forskellig oprindelse.

Y bruges i quenya til konsonanten y, som i engelsk you. I sindarin er y en vokal (se nedenfor). HY har samme forhold til y som HW har til w og gengiver en lyd, som den man ofte hører i engelsk hew, huge; i quenya havde h i eht, iht samme lyd. Lyden af dansk sj og ch, og engelsk sh, som var almindelig i vestron, erstattede det ofte for de, som talte dette sprog. Jævnfør TY ovenfor. HY kom almindeligvis af sy- og khy-; i begge tilfælde viser beslægtede ord på sindarin foranstillet h, som i quenya Hyarmen, "syd", sindarin Harad.

Bemærk at konsonanter, som er skrevet to gange, så som tt, ll, ss og nn, gengiver lange eller "dobbelte" konsonanter. I slutningen af ord på mere end én stavelse blev disse almindeligvis forkortet: som i Rohan, fra Rochann (arkaisk Rochand).

Kombinationerne ng, nd og mg, som på et tidligere stadium ofte blev brugt i de eldarinske sprog, gennemgik i sindarin diverse forandringer. mb blev i alle tilfælde til m, men blev stadig regnet for en lang konsonant, når det gjaldt tryk (se nedenfor) og bliver derfor skrevet mm i tilfælde, hvor der ellers ville være tvivl om trykket.(se note 2) ng forblev uforandret, undtagen når det var foranstillet eller efterstillet, hvor det blev den enkle nasallyd i dansk sang og engelsk sing. nd blev almindeligvis til nn, som i Ennor, "Midgård", quenya Endóre; men fortsatte som nd til slut i fuldt accentuerede enstavelsesord som thond "rod" (jævnfør Morthond, "Sortrod"), og desuden før r, som i Andros "lang-skum". Dette nd er også at finde i nogle urgamle navne, som stammer fra ældre tider, så som Nargothrond, Gondolin, Beleriand. I den tredje alder var efterstillet nd i lange ord blevet til n fra nn, som i Ithilien, Rohan, Anórien.

VOKALER

Til vokaler er bogstaverne i, e, a, o, u og (kun i sindarin) y brugt. Så langt som det kan fastslås, var de lyde som er gengivet ved disse bogstaver (undtagen y) af almindelig slags, skønt mange lokale varianter utvivlsomt har undsluppet opdagelse.(se note 3) Det vil sige, at lydene tilnærmelsesvis var de samme som de, der er gengivet med i, e, a, o, og u i engelsk machine, were, father, form, brute og som man finder i dansk maskine, ser, ja, får, ud, uanset antal.

I sindarin havde langt e, a og o samme kvalitet som de korte vokaler, da det var i forholdsvis nyere tid, de var afledt af dem (ældre é, á og ó var blevet forandret). I quenya var langt é og ó strammere og "trangere" end de korte vokaler, når de, som af eldarne, blev korrekt udtalt.

Sindarin var det eneste blandt samtidige sprog, som havde et "modificeret" eller fortunge-u, mere eller mindre som u i fransk lune. Det var delvist en modificering af o og u, og stammede delvist fra ældre diftonger, eu og iu. Til denne lyd er y blevet anvendt (ligesom i oldengelsk), så som i lyg "slange", quenya leuca, eller emyn, flertal af amon "ås, bakkekam". I Gondor blev dette y almindeligvis udtalt som i.

Lange vokaler er almindeligvis mærket med "accent aigu", som i enkelte varianter af fëanorisk skrift. I sindarin er lange vokaler i trykstærke enstavelsesord mærked med cirkumfleks, eftersom de i sådanne tilfælde gerne bliver særligt lange;2 som i dûn sammenlignet med dúnadan. Brugen af cirkumfleks i andre spog som adûnaik eller dværgemål har ingen speciel betydning og er her brugt alene for at afmærke dem som fremmede tungemål (ligesom også ved brugen af k).

Efterstillet e er aldrig, ligesom på engelsk, stumt eller kun tegn på længde. For at afmærke dette efterstillede e er det ofte (men ikke konsekvent) skrevet ë.

Grupperne er, ir og ur (efterstillet eller foran konsonant) skal ikke udtales som i engelsk fern, fir, fur, men snarere som i dansk er, ir, or.

I quenya er ui, oi, ai og iu, eu, au diftonger (det vil sige udtalt som én stavelse). Alle andre vokalpar er tostavelses. Dette er ofte afmærket ved skrivemåden ëa (Eä), ëo, oë.

I sindarin bliver diftongerne skrevet ae, ai, ei, oe, ui og au. Andre kombinationer er ikke diftonger. Stavemåden af aw som au er i overensstemmelse med engelsk sprogbrug, men er faktisk heller ikke usædvanlig i fëanorisk stavemåde.

Alle disse diftonger var »faldende«,(se note 4) det vil sige med trykket på første del, og består af de to enkle vokaler trukket sammen. Således er det meningen, at ai, ei, oi, ui skal udtales henholdsvis som vokalerne i engelsk rye (ikke ray), grey, boy, ruin; og au (aw) som i loud, how, og ikke som i laud, haw.

Ingen danske eller engelske lyde svarer helt til ae, oe eller eu; ae og oe kan udtales nærmest ai og oi.


TRYK

Trykkets eller accentens placering er ikke markeret, eftersom placeringen i de eldarinske sprog, vi her beskæftiger os med, er bestemt af ordets form. I ord på to stavelser falder det i praktisk talt alle tilfælde på den første. I længere ord falder det på næstsidste stavelse, hvis den indeholder en lang vokal, en diftong eller en vokal fulgt af to (eller flere) konsonanter. Hvor den næstsidste stavelse indeholder (som den ofte gør) en kort vokal, efterfulgt af kun én (eller ingen) konsonant, falder trykket på stavelsen foran, den tredje bagfra. Ord af denne form er meget almindelig i de eldarinske sprog, især i quenya.

I de følgende eksempler er den trykstærke vokal markeret med stort bogstav: isJldur, Orome, erEssëa, fËanor, ancAlima, elentÁri, dEnethor, periAnnath, ecthElion, pelArgir, silJvren. Ord af typen elentAri »stjerne-dronning« forekommer sjældent i quenya, hvor vokalen er é, á, ó, hvis de ikke (som i dette tilfælde) er sammensatte; de optræder oftere med vokalerne í, ú, som i andÚne "solnedgang, vest". De forekommer ikke i sindarin, bortset fra i sammensatte ord. Bemærk at sindarin dh, th, ch er enkeltkonsonanter og gengiver enkeltbogstaver i originalskrifterne.


NOTE

I navne hentet fra andre sprog end eldarin gælder de samme bogstav-værdier, hvor intet andet er specielt nævnt ovenfor, på nær når det gælder dværgemål. I dværgemål, som ikke havde de lyde, som ovenfor er gengivet med th og ch (kh), er th og kh aspirater, det vil sige t eller k efterfulgt af et h, omtrent som i Stockholm, og i engelsk backhand, outhouse.

Hvor z forekommer, skal lyden ligne engelsk z. gh på det sorte sprog og i orkisk repræsenterer en "bagspirant" (med samme forhold til g som dh til d); som i ghâsh og agh.

Dværgenes "ydre" navne, eller menneskenavne, er givet nordisk form, men bogstavværdierne er som de beskrevne. Det gælder også person- og stednavne i Rohan (hvor de ikke er moderniseret), bortset fra at her er éa og éo diftonger, som kan gengives med ea i engelsk bear og eo i Theobald; y er det modificerede u. De moderniserede former er let genkendelige og skal udtales som på dansk. De er for det meste stednavne; så som Dysterharge (for Dúnharg), bortset fra Skyggefaxe og Slangetunge.


II

SKRIFT

Dette afsnit findes oversat af Ida Nyrop Ludvigsen i RH3 s. 407/IG3 s. 520.



(i)

DE FËANORISKE BOGSTAVER

Tabellen viser, i korrekt bogskrift, alle de bogstaver, som blev almindeligt brugt i Vestlandene i den tredje alder. Opstillingen er den almindligste på den tid, og det var også sådan, bogstaverne almindeligvis blev nævnt ved navn.

Denne skrift var oprindeligt ikke et "alfabet", det vil sige en tilfældig række bogstaver, hver med en egen selvstændig værdi, som så blev fremsagt i en traditionel rækkefølge, som hverken har tilknytning til tegnenes form eller funktion. (se note 5) Det var snarere et system af konsonanttegn, af lignende form og stil, som efter smag og behag kunne tilpasses konsonanterne i de sprog, eldarne talte (eller udviklede). Ingen af bogstaverne havde nogen fastlagt værdi i sig selv; men bestemte forhold imellem dem fremgik gradvis.

Systemet indeholdt fireogtyve grundbogstaver, 1-24, opstillet i fire témar (serier), hvoraf hver havde seks tyeller (trin). Desuden fandtes der "tillægsbogstaver"; som 25-36 er eksempler på. Af disse er 27 og 29 de eneste helt selvstændige bogstaver; resten er modifikationer af andre bogstaver. Der var også en del tehtar (tegn) til forskellig brug. Disse er ikke anført i tabellen.2

Grundbogstaverne bestod hver af en telco (stamme) og en lúva (bue). Formerne i 1-4 blev betragtet som normalforme. Stammen kunne hæves, som i 9-16; eller reduceres, som i 17-24. Buen kunne være åben, som i serierne I og III; eller lukket, som i II og IV; i begge tilfælde kunne den fordobles, som for eksempel i 5-8.

Den teoretisk set ubegrænsede frihed i brugsområde var i den tredje alder så tilpas modificeret gennem praksis, at serie I normalt blev anvendt til dental- eller t-serien (tincotéma), og II til labial- eller p-serien (parmatéma). Brugen af serierne III og IV varierede i henhold til de krav, hver enkelt sprog stillede.

I sprog som vestron, der gjorde stort brug af konsonanter som vores ch, j, sh, (se note 6) blev serie III normalt brugt på disse; hvorved serie IV brugtes til den normale k-serie (calmatéma). I quenya, som foruden calmatéma havde både en palatal serie (tyelpetéma) og en labialiseret serie (quessetéma), blev palatalerne gengivet ved en fëanorisk diakritik, som angav »følger y« (almindeligvis to prikker under bogstavet), mens serie IV var en kw-serie.

Inden for disse generelle retningslinjer blev følgende forhold også sædvanligvis fulgt. De normale bogstaver, trin I, brugtes til »ustemte stød«: t, p, k og så videre. Fordoblingen af buen angav "stemt lyd" i tillæg: altså hvis 1, 2, 3, 4 = t, p, ch, k (eller t, p, k, kw), følger at 5, 6, 7, 8 = d, b, j, g (eller d, b, g, gw). Hævet stamme angav åbning af konsonanten til en "spirant": dette giver ovenstående værdier for trin 1, trin 3 (9-12) = th, f, sh, ch (eller th, f, kh, khw/hw), og trin 4 (13-16) = dh, v, zh, gh (eller dh, v, gh, ghw/w).

Det oprindelige fëanoriske system havde desuden et trin med forlængede stammer, både over og under linjen. Disse gengav almindeligvis aspirerede konsonanter (t + h, p + h, k + h), men kunne også udtrykke andre konsonantvariationer efter behov. Der var ikke behov for dem i de af den tredje alders sprog, som brugte denne skrift; men de langstammede former brugtes meget som varianter (de var tydeligere at skelne fra trin 1) af trinnene 3 og 4.

Trin 5 (17-20) brugtes almindeligvis til de nasale konsonanter: således var 17 og 18 de mest almindelige tegn for n og m. I henhold til de principper som er fulgt ovenfor, burde trin 6 dermed have gengivet de ustemte nasaler, men eftersom sådanne lyde (eksemplificeret i walisisk nh eller oldengelsk hn) var af sjælden forekomst i de sprog, vi her omtaler, brugtes trin 6 (21-24) for det meste til de svageste eller "halvvokaliske" konsonanter i hver serie. Det bestod af de mindste og enkelste former blandt grundbogstaverne. Således brugtes 21 ofte til et svagt (urullet) r, som oprindeligt forekom i quenya og i det sprogsystem blev betragtet som den svageste konsonant i tincotéma; 22 brugtes i stor udstrækning i stedet for w; hvor serie III brugtes som en palatal-serie, blev 23 i almindelighed et konsonantisk y. (se note 7)

Eftersom nogle af konsonanterne i trin 4 havde en tendens til at svækkes i udtale og at nærme sig eller gå over i konsonanterne i trin 6 (som beskrevet ovenfor), ophørte mange af de sidstnævnte at have nogen klar funktion i de eldarinske sprog; og det var fra disse bogstaver, at de som udtrykte vokaler hovedsageligt havde udviklet sig.


NOTE

Stavningen i normal-quenya adskilte sig fra den brug af bogstaverne, som er beskrevet ovenfor. Trin 2 brugtes til nd, mb, ng og ngw, som alle forekom hyppigt, da b, g og gw kun optrådte i disse kombinationer, mens specialbogstaverne 26 og 28 brugtes til rd og ld. (Til lv, men ikke til lw, benyttede mange sprogbrugere, især elverfolk, lb; dette blev skrevet som 27 + 6, eftersom lmb ikke kunne forekomme). På samme måde brugtes trin 4 til de meget hyppigt forekommende kombinationer nt, mp, nk og nqu, da quenya ikke have noget dh, gh, gwh, og brugte bogstav 22 til v. Se bogstavnavnene på quenya i det følgende.

Tillægsbogstaverne. Nr. 27 brugtes overalt til l. Nr. 25 (oprindeligt en modifkation af 21) brugtes til »fuldt« rullende r. Nr. 26 og 28 var modifikationer af disse. De brugtes hyppigt til henholdsvis ustemt r (rh) og l (lh). Men i quenya brugtes de til rd og ld. 29 gengav s, og 31 (med dobbeltkrøl) z på de sprog, hvor dette var nødvendigt. De omvendte former, 30 og 32, var disponible til brug som selvstændige tegn, men brugtes for det meste som varianter af 29 og 31, når det passede sådan i skrift, det vil sige, at de blev meget brugt, når de optrådte i følge med tehtar.

Nr. 33 var oprindeligt en variation, som gengav en (svagere) udgave af 11; i den tredje alder brugtes det hyppigst til h. 34 brugtes for det meste (hvis overhovedet) til ustemt w (hw). 35 og 36 blev, når de brugtes som konsonanter, for det meste anvendt til henholdsvis y og w.

Vokalerne blev i mange modi gengivet ved tehtar, almindeligvis skrevet over et konsonantbogstav. I sprog som quenya, hvor de fleste ord endte med en vokal, var tehtaen placeret over den foregående konsonant; i sprog så som sindarin, hvor de fleste ord endte på konsonant, blev den placeret over den efterfølgende konsonant. Når der ikke fandtes nogen konsonant på det passende sted, blev tehtaen placeret over en "kortforbindelse", en almindelig form for dette var ligesom et i uden prik over. De faktiske tehtar, brugt som vokaltegn i forskellige sprog, var talrige. De almindeligste, sædvanligvis brugt til (varianter af) e, i, a, o og u kan ses i de eksempler, som er givet. De tre prikker, som var de almindeligste til at forme a i skrift, optrådte med mange variationer i hurtigere håndskrift, en form ligesom et cirkumfleks brugtes ofte. (se note 8) En enkelt prik og »accent aigu« brugtes hyppigt til i og e (men i nogle modi til e og i). Krøllerne brugtes til o og u. I Ring-inskriptionen brugtes den krølle, som er åben mod højre til u; men på titelsiden står den samme for o, og krøllen åben mod venstre for u. Krøllen mod højre blev foretrukket, og brugen var afhængig af, hvilket sprog det gjaldt: i det sorte sprog var o sjældent.

Lange vokaler blev almindeligvis gengivet ved at placere tehtaen på "den lange forbindelse", en almindelig form var her som et j uden prik. I samme hensigt kunne tehtar fordobles. Men dette skete hyppigt kun med krøllerne, og somme tider med "accenten". To prikker brugtes som oftest som tegn på "følger y".

Inskriptionen på Vestporten illustrerer et "fuldskrift-modus", hvor vokalerne er gengivet med separate bogstaver. Alle de vokaltegn som bruges på sindarin er vist her. Det er værd at lægge mærke til brugen af nr. 30 som tegn for vokalisk y; og også hvordan diftongerne bliver udtrykt ved at placere tehtaen, som afmærker "følger y", over vokalbogstavet. Tegnet for "følger w" (nødvendig for at udtrykke au, aw) var i dette modus u-krøllet eller en modifikation af det ˜. Men diftongerne blev ofte skrevet fuldt ud, som i transskriptionen. I dette modus blev vokallængde almindeligvis angivet ved "accent aigu", i det tilfælde kaldt andaith "langt mærke".

Ud over tehtar fandtes der, som allerede nævnt, en del andre, hovedsagelig brugt til at forkorte skrivningen, især ved at udtrykke hyppige konsonantkombinationer uden at skrive dem fuldt ud. Blandt disse betød en streg (eller et tegn ligesom det spanske tilde) placeret over konsonanten, at den efterfulgte nassal i samme serie (som i nt, mp eller nk); et lignende tegn placeret under blev imidlertid hovedsagelig brugt til at vise, at konsonanten var lang eller dobbelt. En lang krog ned fra buen (som i det engelske hobbits, det sidste ord på titelsiden i den engelske udgave af denne bog) brugtes til at angive et efterfølgende s, især i kombinationerne ts, ps, ks (x), som blev foretrukket i quenya.

Der var naturligvis intet "modus" til gengivelse af engelsk eller dansk. Et som var fonetisk dækkende kunne konstrueres på basis af det fëanoriske system. Det korte eksempel på titelsiden er ikke noget forsøg på at demonstrere dette. Det er snarere et eksempel på, hvad en mand fra Gondor kunne have gjort, hvis han nølede i valget mellem de bogstavværdier, han kendte fra sit eget "modus" og traditionel engelsk stavemåde. Det bør bemærkes, at en prik placeret under bogstavet (som blandt andet gengav svage, udglidende vokaler) her bruges til at gengive det engelske and uden tryk, og desuden i here for at angive det stumme e til sidst; the, of og of the udtrykkes gennem forkortelser (langstrakt dh, langstrakt v, det sidste med understregning).

Bogstav-navnene. I alle modi havde hvert bogstav og tegn et navn; men disse navne var givet for at tilpasse eller beskrive den fonetiske brug i hver enkelt modus. Det blev imidlertid ofte anset for ønskeligt, især når man skulle beskrive brugen af bogstaver i andre modi, at have et navn for hvert bogstav i sig selv, betragtet som form. I denne hensigt brugtes de "fulde navne" på quenya almindeligvis, selv hvor de refererede til sprogbrug som var særegen for quenya. Hvert "fulde navn" var et virkeligt ord på quenya, som indeholdt vedkommende bogstav. Hvor det var muligt, blev det den første lyd i ordet; men hvor den lyd eller den kombination som skulle udtrykkes ikke forekom først i et ord, fulgte den umiddelbart efter en foregående vokal. Navnene på bogstaverne i tabellen var (1) tinco metal, parma bog, calma lampe, quesse fjer; (2) ando port, umbar skæbne, anga jern, ungwe spindelvæv; (3) thúle (súle) ånd, formen nord, harma skat (eller aha vrede), hwesta brise; (4) anto mund, ampa krog, anca kæber, unque hulning; (5) númen vest, malta guld, noldo (ældre ngoldo) en af noldorfolket, nwalme (ældre ngwalme) vånde; (6) óre hjerte (indre sind), vala himmelsk kraft, anna gave, vilya luft, himmel (ældre wilya); rómen øst, arda område, lamba tunge, alda træ; silme stjerneskin, silme nuquerna (omvendt s), áre solskin (eller esse navn), áre nuquerna; hyarmen syd, hwesta sindarinwa, yanta bro, úre hede. Hvor der er varianter, skyldes dette, at navnede var givet før quenya gennemgik visse ændringer, sådan som det blev talt af de landflygtige. Således kaldtes nr. 11 harma, når det repræsenterede spiranten ch i alle stillinger, men når denne lyd blev til pustelyden h foranstillet (se note 9) (skønt den forblev uforandret i indlyd), kom navnet aha i stedet. áre var oprindelig áze, men da denne z-lyd blev blandet med 21, blev tegnet i quenya brugt til den meget hyppige ss-lyd i det sprog, og den fik navnet esse. hwesta sindarinwa eller »gråelverisk hw« blev kaldt sådan fordi 12 i quenya havde lyden hw, og specielle tegn for chw og hw behøvedes ikke. Navnene på de bogstaver som var videst kendt var 17n, 33hy, 25r, 9f: númen, hyarmen, rómen, formen = vest, syd, øst, nord (jævnfør sindarin dûn, eller annûn, harad, rhûn eller amrûn, forod). Disse bogstaver beskrev almindeligvis punkterne V, S, Ø, N, selv i sprog som brugte helt andre betegnelser. De blev, i Vestlandene, nævnt i denne rækkefølge, med vest først og ansigtet i den retning; hyarmen og formen betød faktisk også området til venstre og området til højre (det omvendte af systemet i mange menneskesprog).


CIRTH

Certhas Daeron blev oprindeligt udviklet til at gengive udelukkende lyde på sindarin. De ældste cirth var nr. 1, 2, 5, 6; 8, 9, 12; 18, 19, 22; 29, 31; 35, 36; 39, 42, 46, 50; samt en certh som varierede mellem 13 og 15. Værdifastsættelsen var usystematisk. Nr. 39, 42, 46, 50 var vokaler og forblev det gennem al senere udvikling. Nr. 13, 15 brugtes til h eller s, afhængig af om 35 blev brugt som s eller h. Denne tendens til at vakle i værdifastsættelsen for s og h fortsatte i senere opstillinger. I de tegn som bestod af en "stamme" og en "gren", 1-31, blev grenen, hvis den kun fandtes på én side, normalt tilføjet den højre. Det modsatte var ikke usædvanligt, men havde ingen fonetisk betydning.

Udvidelsen og udviklingen af dette certhas kaldtes i sin ældre form Angerthas Daeron, da tilføjelserne til de gamle cirth og omorganiseringen af dem blev tilskrevet Daeron. Men de vigtigste tilføjelser, indførelsen af to nye serier, 13-17 og 23-28, var antagelig opfundet af noldorne i Eregion, eftersom de brugtes til at gengive lyde, som ikke fandtes i sindarin.

I det omorganiserede Angerthas er de følgende principper værd at bemærke (åbenbart inspireret af det fëanoriske system): (1) at lægge en streg til en gren tilføjede "stemme"; (2) en omvendt certh angav åbning til en "spirant"; (3) at placere grenen på begge sider af stammen tilføjede stemme og nasallyd. Disse principper blev som oftest fulgt, med én undtagelse. For (arkaisk) sindarin behøvedes der et tegn til spirant m (eller nasal v), og eftersom dette bedst kunne løses ved at bruge det omvendte m-tegn, fik det omskriftelige nr. 6 værdien m, mens nr. 5 fik værdien hw.

Nr. 36, hvis værdi i teorien var z, brugtes til ss når det der skulle staves var på sindarin eller quenya: jævnfør fëanorisk 31. Nr. 39 brugtes til enten i eller y (konsonant); 34 og 35 brugtes om hinanden til s; og 38 brugtes til den hyppige kombination nd, selv om det ikke af form var tydelig beslægtet med dentalerne.

I værditabellen er de på venstre side af en skillestreg ­­ værdier i det ældre Angerthas. De på højre side tilhører dværgenes Angerthas Moria. (se note 10) Dværgene i Moria indførte, som man ser, diverse usystematiske ændringer i værdi, såvel som enkelte nye cirth; 37, 40, 41, 53, 55 og 56. Værdiforskydningen skyldtes hovedsageligt to ting: (1) forandringen i værdien af nr. 34, 35 og 54 til henholdsvis h (den klare eller gottale begyndelse på ord med foranstilet vokal som viste sig i khuzdul) og s; og (2) at brugen af nr. 14 og 16 blandt dværgene blev erstattet med 29 og 30. Den følgende brug af 12 for r; opfindelsen af 53 til n (og sammenblandingen af den med 22); brugen af 17 som z til at bringe den i overensstemmelse med 54 i dens værdi s, og den følgende brug af 36 som n og den nye certh 37 til ng er også værd at bemærke sig. De nye 55 og 56 var oprindeligt en halveret udgave af 46 og brugtes til vokaler, som dem man hører i engelsk butter, og som var hyppige i dværgemål og på vestron. Når de var svage eller flygtige, blev de ofte reduceret til en enkelt streg uden stamme. Det er dette Angerthas Moria, som er gengivet i inskriptionen på gravstenen.

Dværgene i Erebor brugte en videre modificering af dette system, kendt som det ereborske modus og eksemplificeret i Mazarbuls Bog. Dets vigtigste kendetegn var: brugen af 43 som z; af 17 som ks (x); og opfindelsen af to nye cirth, 57 og 58 til ps og ts. De genindførte desuden 14 og 16 til værdierne j og zh, men brugte 29 og 30 til g og gh, eller som rene varianter af 19 og 21. Disse særegenheder er ikke medtaget i tabellen, bortset fra de særlige ereborske cirth, 57 og 58.

Note 1: Som i galadhremmin ennorath (RH1 s. 274/IG1 s. 339). "Midgårds træomvævede lande". Remmirath (RH1 s. 103/IG1 s. 127) indeholder rem "net". Quenya rembe, mîr "juvel".

Note 2: En nok så udbredt udtale af langt é og ó som ei og ou, mere eller mindre som i engelsk say no; både i vestron og i vestron-talendes gengivelse af navne på quenya, vises det ved stavemåder som ei og ou (eller det tilsvarende i samtidens skrift). Men sådan udtale blev regnet for ukorrekt eller bondsk. De var selvfølgelig almindelige i Herredet. De som derfor udtaler yéni ûnótime "lang-år utallige", sådan som det falder naturligt på dansk (omtrent som jeni unåtime), gør ikke stort større fejl end Bilbo, Meriadoc eller Peregrin. Frodo siges at have vist stor "dygtighed med fremmede lyde".

Note 3: Sådan også med Annûn "solnedgang", Amrûn "solopgang", under indflydelse af de beslægtede dûn "vest" og rhûn "øst".

Note 4: Oprindeligt. Men iu i quenya blev i den tredje alder oftest udtalt som en stigende diftong, ligesom yu i engelsk yule.

Note 5: Det eneste sådanne forhold i vort alfabet, som ville have været forståeligt for eldar, er forholdet mellem P og B; at de er adskilt fra hinanden og fra F, M og V ville i deres øjne være helt absurd.

Note 6: Mange af dem er at finde i eksemplerne på titelbladet i den engelske originaludgave og i inskriptionen RH1 s. 68/IG1 s. 83, transskriberet på RH1 s. 292/IG1 s. 362. De blev oftest brugt til at udtrykke vokallyde, i quenya almindeligvis set som modifikationer af den konsonant, de optræder sammen med; eller til i sammentrængt form at udtrykke nogen af de hyppigst forekommende konsonantkombinationer.

Note 7: Lydgengivelsen her er den samme som blev brugt ved transskriptionen, beskrevet ovenfor, bortset fra at her er ch den samme lyd som i engelsk church j er som engelsk j, og zh er samme lyd som i azure og occasion.

Note 8: Inskriptionen på Morias vestport giver eksempel på et modus i brug for stavning af sindarin, hvor trin 6 gengiver de enkle nasaler; mens trin 5 gengav de dobbelte eller lange nasaler, som brugtes i sindarin: 17 = nn, men 21 = n.

Note 9: a forekom meget hyppigt i quenya, og vokaltegnet for det blev ofte helt udeladt. Således kunne der står clm for calma "lampe". Dette ville naturligt blive læst som calma, eftersom kombinationen cl foranstillet ikke var mulig i quenya, og m aldrig forekom til sidst. En mulig læsemåde var calama, men noget sådant ord eksisterede ikke.

Note 10: Til pustelyden h brugte man i quenya oprindeligt en enkel hævet stamme uden bue, kaldt halla "høj". Dette kunne sættes foran en konsonant for at angive, at den var ustemt og "pustet"; ustemt r og l blev almindeligvis udtrykt sådan og er transskriberet hr, hl. Senere kom 33 i brug til selvstændigt h, og værdien af hy (dets tidligere værdi) blev gengivet ved at tillægge tehta for "følger y".

De som står i ( ) er værdier som kun var i elverbrug; * angiver cirth som kun brugtes blandt dværgene.