Essays

Flugt?

Af Martin Frøsig

3. januar 1994

For det moderne menneske er verden kaos. Det har den været siden renæssancen, hvor skolastikernes logiske Guds-system begyndte at knirke voldsomt i argumenterne. Middelaldermennesket kendte sin plads. Verden var en fuldkommen bygning, hvor alle, ned til den usleste bonde, havde en funktion. Og verden strakte sig sjældent længere end til byens eller herredets grænser. Der var mening i, og med, alt - selv galskaben - og man lod gerne de lærde i klostrene om at bryde deres hoveder med små tekniske problemer, små skævheder.

Renæssancen rev stykke for stykke den prægtige, men aldeles menneskeskabte bygning ned. For verden var jo også kaos i middelalderen. Det har den altid været - blot ikke for mennesker. Tilbage stod disse mennesker, uden støttepunkter, uden faste værdier og moral at læne hovedet til. Og sådan står vi i dag.

Midgård er middelalderens verden, med det gode og det onde (ligefrem lokaliseret geografisk), samhørighed med naturen, og fællesskab og troskab mennesker imellem. Modstykket er vores egen diffuse verden, kynisk og værdinihilistisk. Eller rettere: Værdierne er projiceret over i den forkrøblede penge- og forbrugslidenskab, hvis templer dog ikke evner at skjule forgængeligheden.
Så lad os dog tage et pusterum, lette sindet et øjeblik for dets byrde af daglig meningsløshed, og i stedet drage ind i det dybe mytologiske univers.
Men det er ikke alene et pusterum, det er en berigelse. Man træder ind i alfernes verden med en tom sæk, og kommer ud med en fuld. Fuld af... ja, hvad? Det er gudskelov svært at sætte sin rationelle pegefinger på det fantastiske, og med psykologiske forklaringer kan man banalisere alt. Tolkiens verden er ikke banal, og må ikke gøres det. Som i vores verden er visse gerninger større end andre. Alting er ikke lige-gyldigt!

Sækkens indhold kan - hvis den åbnes! - bibringe et nyt og skabende syn på vores verden. For eksempel på naturen. Som andre Midgårdsvandrere har jeg fået en helt anderledes indlevelse i naturen; en indlevelse der næppe kan tilfredsstille en biolog, men som ikke desto mindre er der; så virkelig som noget.

At kritisere Tolkien - og os andre - for virkelighedsflugt fra verden er altså ret ensporet- Snarere er det en tilbagevenden med et nyt syn!

Men - naturligvis en balancegang. Det er nemt at fralægge sig ansvar ved at leve i fantasien, de evige fortællingers verden. Efter rollespillet må man igen påtage sine egne, besværlige klæder og leve i verden, som den nu engang er.

Fra Athelas nr. 4, 1994.