J.R.R.T.-monogrammet er et EU-varemærke, ejet af The J.R.R. Tolkien Estate Limited, og gengives her efter venlig tilladelse.
Anmeldelser
Bog: Tolkiens verden
Af Kim H. Pierri
8. maj 2004
Af David Day, udgivet af Gyldendal 2003.
Jeg har læst den nyeste bog af David Day, den hedder Tolkiens Verden. Bogen beskriver de legender der påvirkede Tolkien mens han skrev Ringenes Herre og Silmarillion.
Når man åbner bogen ser man en stor mængde af forskelligartede illustrationer. Nogle er flotte meget realistiske tegninger, mens andre ligner grimme børnetegninger, især de to tegninger i afsnitte omkring enterne (s. 21 og 22) er meget grimme, mens f.eks. billedet om Númenors (s. 102) fald er meget flot. Hvis man bare kigger billederne igennem, begynder fejlene allerede at snige sig ind. På side 115 ser man en hobbit med fuldskæg [SIC!]. På s. 64 ser man to dværge med masker. Her fortæller billedteksten at de har dem på for at beskytte sig mod dragen Glaurung i De Utalte Tåres Slag, men dem der har læst Silmarillion vil vide at de har dem på for at skræmme fjenden. Dværgene havde ikke nogen ide om at der var drager på vej, men maskerne beskyttede dem alligevel, men det var ikke derfor at de havde dem på.
Jeg var meget positiv da jeg startede med at læse bogen. Den virkede uhyre interessant. Efterhånden stødte jeg på steder hvor jeg tænkte ”kan det virkeligt passe” og andre steder hvor jeg følte at bogen fordrejede enten Tolkiens historier eller virkelige legender mere end de efter min mening kan drejes.
Jeg vil her vise et ag de steder, hvor bogen er direkte i modstrid med virkeligheden. David Day skriver på side 154-5: Rohirim blev kaldt for ”Markens Ryttere”. Udtrykket ”Mark” eller ”Marsk” betyder ”Grænseland” og henviser til landområder behersket af en uafhængig allieret og brugt som en ”bufferzone” mellem to hinanden fjendtligtsindede nationer. Karl den Stores franker lod Dan Mark ligge som en bufferzone mellem dem og Skandinaviens fjendtligtsindede nationer. Det lyder jo plausibelt, men desværre er det forkert. Karl d. Store var i krig med danernes konge Godfred ved flere lejligheder. Frankerne havde flyttet et slavisk folk så de kom til at bo lige syd for Jylland, så de kunne være en bufferzone mellem ham og danerne. Men så ryger hans argument om ordet ”Danmark” som navnet for bufferzonen.
Bogen er letlæst og interessant, men da D. Day ikke er vederhæftig er den til mere skade end gavn.