Anmeldelser

Film: Ringenes Herre - De To Tårne

Af Filmz.dk

16. december 2002

De vildfarne hobbitter Frodo og Sam opdager, at den mystiske Gollum følger i deres fodspor. De fanger ham og han lover dem at vise dem vejen til Mordors sorte port, hvis de til gengæld vil sætte ham fri. Samtidlig er Aragorn, elveren Legolas og dværgen Gimli ankommet til Rohans rige, hvor Kong Théoden er faldet under Sarumans magt gennem den skumle Slangetunges manipulationer.

De to tilfangetagne hobbitter, Merry og Pippin, undslipper de onde Uruk-Hai’er og flygter ind i den mystiske og gamle skov Fangorn. Her møder de en uventet allieret mellem skovens gamle træer – Enten Træskæg, et levende og vandrende træ, hvis rige Saruman har decimeret.

Sammen må de alle stå mod den uimodståelige magt, som breder sig fra De to tårne – Orthanc i Isengard, hvor den korrupte Saruman har fremavlet en arme på 10.000 krigere; og Saurons fæstning Barad-dûr dybt inde i Mordors mørke rige.

Med "De To Tårne" har instruktør Peter Jackson skabt noget nær filmhistoriens bedste sequel, og det lykkedes ham på imponerende vis, at indfri de mange høje forventninger som fulgte i kølvandet på "Eventyret om Ringen". Historien om det splittede fællesskab er gribende fortalt, og Jackson maler med sin episke pensel et fantastisk troværdigt og ikke mindst dystert Midgård på filmlærredet. Kunst og underholdning kan næppe forenes mere tilfredsstillende, og "De To Tårne" er ligesom den første film i trilogien et moderne mesterværk. Vær opmærksom på at anmeldelsen indeholder enkelte spoilers.

Imperiet slår igen
"Ringenes Herre – De To Tårne" starter med et brag af en åbningssekvens, hvor det fantastiske opgør mellem Gandalf og Balroggen fra den første film genoptages. Vi ser endnu engang Kaza-Dum broen smuldre, men denne gang følger vi troldmanden og det flammende uhyres styrt hele vejen ned gennem Morias uendelige mørke.

Uvidende om slaget i dværgenes miner fortsætter Frodo og Sam ufortrødent deres rejse hen over Emyn Muil mod Mordor. Undervejs lykkedes det dem at fange den utilregnelige Gollum, der har fulgt efter de to hobbitter siden slaget ved Amon Hen. Til trods for at Gollum stadig vil gøre alt for at få fingrene i sin "dyrebare"”, vælger Frodo ikke at slå det forpinte væsen ihjel. Han har selv båret ringen, og forstår det begær der brænder i Gollum, så meget lig sin onkel skåner han den fortabte hobbit. Sam derimod er konstant på vagt overfor deres nye rejsekammerat, og det går hurtigt op for os, hvor vigtig Frodos trofaste tjener er for missionen.

Længere mod vest lykkedes det Merry og Pippin at undslippe de orker, som førte dem bort i slutningen af "Eventyret om Ringen". Under deres flugt støder de tilfældigvis på det store levende træ Træskæg, der er en såkaldt "ente". Enterne fungerer som en slags ældgamle hyrder, der har til opgave at passe og beskytte alle træer i Midgård. Normalt blander enterne sig ikke i andres konflikter, og de har derfor ikke lyst til at hjælpe Merry og Pippin i kampen mod de onde kræfter.

På jagt efter de to kidnappede hobbitter drager Aragorn, Legolas og Gimli til Rohan, hvor de møder den falmede konge Theoden og hans lumske rådgiver Grima Slangetunge. Slangetunge fungerer i al hemmelighed som Sarumans håndlanger, og hans giftige løgne har efterhånden suget alt livsenergien ud af folket...

Det perfekte modstykke
"De To Tårne" vinder utrolig meget ved at være optaget i direkte forlængelse af "Eventyret om Ringen". Mange af de faldgruber som man normalt forbinder med efterfølgere forekommer ikke her, og da der hverken går to eller tre år imellem hver film, fremstår alt - fra skuespil over effekter til selve handlingen - i højere grad som del af en helhed.

Som et led i filmatiseringen af Tolkiens bøger har Peter Jackson denne gang valgt at bevæge sig lidt længere væk fra den oprindelige historie, end han har gjort tidligere. Strukturen i bogen er ændret flere steder, så den passer bedre ind i en filmisk sammenhæng, og flere af de karakterer som optræder i forlægget er med rette skåret væk. Til trods for at purister sikkert vil kigge lidt skævt til disse forandringer, gavner de ikke desto mindre historien, og handlingen er i mine øjne så velsmurt, at man ikke savner noget som helst.

Tonen er meget mere dyster end i første kapitel, og man må tage hatten af for måden hvorpå Jackson gengiver det fordærv, som følger i kølvandet på den voksende ondskab. Frodo tynges for alvor af ringen og i en række meget rørende scener, indser vi hvor ødelagt den lille hobbit efterhånden er blevet af at bære Saurons smykke. Som publikum nyder man den hudløse skildring af Frodos fald, og hvor en instruktør af mindre karat ville have tilført historien en overdosis sentimentalitet, går Jackson her linen ud.

Kampene mellem orker, elvere og mennesker er ganske blodige, og de har en til tider næsten dokumentarisk realisme, der leder tankerne hen på en middelalderlig udgave af "Saving Private Ryan". Slaget ved Helms Deep er virtuost iscenesat og afspejler på samme tid den følelse af håbløshed, som gennemsyrer hele filmen. Med andre ord fungerer film nummer to som et melankolsk modstykke til "Eventyret om Ringen", og den disker op med en række gamle såvel som nye kvaliteter.

Postkort fra Midgård
Formatet af "De To Tårne" er ikke til at tage fejl af, og for første gang i mange år har vi her en film, der rent faktisk fortjener at blive kaldt episk. Igen er det de fantastiske naturoptagelser som puster liv i Midgård, og til trods for at Jackson snart må have opbrugt sin kvote af "fly-by" shots, kan man ikke få nok af de imponerende billeder. Landskaberne varierer konstant, og der er en fantastisk kontrast mellem Rohans frodige marker og de mørke sletter omkring Mordor. Filmens visuelle effekter falder godt ind i de reale optagelser og bevarer det "realistiske" præg, som åbenlyst har været målet for produktionen. Den omfattende brug af modeller gør, at de store fæstninger fremstår mere troværdigt end hvis de havde været skabt i computeren. Det samme gælder for de fantasifulde væsener der lever og ånder i Tolkiens verden, og alene det at jeg har tilføjet Gollum under afsnittet omkring filmens skuespillere siger lidt om kvaliteten af det digitale arbejde. På intet tidspunkt i filmen vælter effekterne dog handlingen og vi kan prise os lykkelige for, at filmatiseringen af "Ringenes Herre" er endt hos en instruktør, der tydeligvis forstår at balancere indhold overfor øjeguf.

Som ventet er lyddesignet og musikken i filmen overvældende og Howard Shore bygger videre på sine lækre temaer, der tilfører filmen en tommetyk atmosfære. I mine øjne er Shore efterhånden er gået hen og blevet en mere interessant komponist end f.eks. John Williams og Danny Elfman, og han har med sit score til "De To Tårne" skabt et værk, der på ny komplimenterer Peter Jacksons vision perfekt. Den nye musik afspejler såvel Rohan-folkets nordiske islæt som Gollums forpinte sjæl, og den giver os endvidere indblik i, hvordan hele denne magiske verden hænger sammen.

Filmens menneskelige kerne
Det centrale element i "De To Tårne" er imidlertid hverken billederne, lyden eller effekterne, men snarere skuespillet, der endnu engang henrykker med oprigtige og følelsesladede præstationer. Samspillet mellem Frodo, Sam og Gollum fungerer rigtigt godt og man glemmer hurtigt, at Gollum er en fuldstændig syntetisk karakter. Interaktionen mellem ham og de rigtige skuespilere er overbevisende, og det lykkedes animatorerne at formidle den indre kamp, der over de sidste par århundreder har drevet Gollum til vanvid. Frodos og Sams rejse mod Mordor udgør filmens mest sørgmodige handlingsstreng, og de glade dage med sang og fest i Herredet virker som en fjern fortid både for hobbitterne og for os.

I modsætning til "Eventyret om Ringen" er det imidlertid ikke Frodo, som får mest tid foran kameraet men derimod Aragorn, der langsomt er begyndt at acceptere sin skæbne som konge i svøb. Viggo Mortensen forbliver god som den stærke men følsomme kriger, og han får denne gang fint modspil af Bernard Hill som kongen af Rohan. Generelt set falder alle de nye karakterer nydeligt ind i handlingen, og de er med til at gøre den i forvejen store fortælling endnu større. Eneste svage punkt er John Rhys-Davies, der ikke alene har overtaget den lidt upassende rolle som comic-relief, men nu også lægger stemme til Træskæg – og det kan man desværre høre alt for tydeligt.

Som det fremgår er "Ringenes Herre – De To Tårne" en overordentlig positiv filmoplevelse til trods for at den alligevel ikke helt kan se sig fri for enkelte skønhedsfejl. Jeg har stadigvæk svært ved at forene mig med måden hvorpå Jackson enkelte steder har valgt at klippe filmen, og den noget bratte overgang mellem flashbacks, drømme og visioner virker såvel forvirrende som en smule uelegant. Tempoet i toeren er nådesløst højt og selvom historien er fortalt over tre timer, fremstår den visse steder som forhastet og nægter os mulighed for rigtigt at dvæle ved begivenhederne. "Eventyret om Ringen" havde i sin oprindelige udgave det samme problem, men det fik Jackson rettet fint op på med den forlængede DVD udgave. Mon ikke DVD'en kan hjælpe denne del af fortællingen på samme måde.

I stedet for udelukkende at byde på mere af samme skuffe går "De To Tårne" i en ny retning, hvilket betyder mere action og mindre magi. Det har jeg det ganske fint med og ser man bort fra de minimale ridser i lakken, minder Jacksons mesterlige film stadig om en uudtømmelig gavebod, der har længe åbent. Ingen går skuffet derfra og "De To Tårne" har fortjent hvert eneste af de fem store kameraer som den får med herfra – det sidste kamera gemmer vi til kongen vender tilbage.

Læs hele anmeldelsen på filmz.dk