Anmeldelser

Filmanmeldelse: "Hobbitten – En uventet rejse"

Af Lars-Terje Lysemose

12. december 2012

"En uventet rejse", Peter Jacksons første del af "Hobbitten", byder på et fantastisk bombardement af alle sanser og stemningsfulde scenerier og komik.

Ni år er der gået, siden vi tog afsked med hobbitterne Frodo og Sam og alle de andre karakterer i Peter Jacksons sidste del af filmtrilogien "Ringenes Herre", og det samtidig blev kendt, at Peter Jackson faktisk også gerne ville filmatisere "Hobbitten", Tolkiens forløber til "Ringenes Herre".

Forventningerne til "Hobbitten"-filmen – eller -filmene, som man rettelig bør skrive, for Jackson nøjes ikke med én, men har valgt at gøre de ca. 300 romansider til en hel trilogi – er da heller ikke blevet mindre i de mellemliggende år. Filmtrilogien "Ringenes Herre" vandt ikke færre end i alt 17 Oscars og var banebrydende i sin anvendelse af computergenerede scener og special effects. Ikke mindst gestaltningen af Gollum i skikkelse af Andy Serkis blev en stor filmmæssig succes.

Selv har min egen personlige rejse med Tolkien indtil videre ført mig til Oxford i England, hvor jeg har mødt to af Tolkiens fire voksne børn, til Marquette-universitetet i Milwaukee i USA, hvor jeg har gransket og bladret i originalmanuskripterne, og til New Zealand i år 2000, da landet var grebet af den første hobbitfeber, og jeg var ude på flere af filmsettene.

Men lad os nu komme til sagen: Jeg så "Hobbitten – En uventet rejse" til pressevisningen i mandags sammen med Per Juul Carlsen og Nanna Mogensen fra "Filmland" på P1 og havde naturligvis sommerfugle i maven. Denne anmeldelse er skrevet 24 timer senere, hvor oplevelserne er ved at have bundfældet sig, og jeg ikke længere sitrer af spænding. For spændt, det var jeg! For hvordan gør man blot 300 romansider til hele tre film?

Lad det derfor være sagt med det samme: "Hobbitten – En uventet rejse" byder på et fantastisk bombardement af sanseindtryk! Dybe panoramaer, hvor vi fx følger ørnenes flyvetur med 13 dværge, en hobbit og en troldmand i kløerne ud over de store vidder og væk fra de træer, som de har søgt tilflugt i, da de jages af varge. Og dramatisk skarp lyd og landskaber, som suger os ind i filmens univers. Indtrykkene forstærkes yderligere af, at Jackson har udviklet en helt ny filmteknik med 48 billeder i sekundet mod de normale 24, som gør, at alle detaljer fremstår ikke bare klart, men krystalklart. Og at filmen vises tredimensionelt. Et enkelt teknisk kiks er dog en scene, hvor følget kommer ridende, og det regner. For regndråberne sætter sig ikke på skuespillernes tøj, sådan som regndråber normalt ville gøre, så det ser tværtimod ud som om, at de befinder sig bag regnskyllet i tørvejr. Det tager også lidt tid at vænne sig til en sådan detaljeringsgrad. Og filmen er bestemt ikke for alle og enhver, for dette er Fantasy med stort F – i modsætning til Ringenes Herre-filmene, som havde en anden indholdsmæssig dybde i sig end historien om 13 dværge og en hobbit, som drager ud på eventyr. Jackson har også stadig, ligesom i "Ringenes Herre", en stærk forkærlighed for at udpensle enhver kampscene i de mest voldsomme og drabelige billeder, som kan tage fokus fra selve handlingen, og som der ikke er belæg for i det litterære forlæg hos Tolkien. Men har man først vænnet sig til hans voldsomme og detaljerede kampscener er det en fantastisk oplevelse at kunne vende tilbage til Tolkiens univers i selskab med Bilbo & Co.

"En uventet rejse" tager sin begyndelse med forberedelserne til Bilbos 111 års fødselsdagsfest. Bilbo fortæller sin nevø Frodo om, hvordan han mange år tidligere drog ud på eventyr og fandt en skat. I et tilbageblik ser vi Erebor, det ensomme bjerg, og hvordan dværgene udbygger miner og skakter, og hvordan deres konge forblændes af guld og rigdomme, indtil dragen Smaug en skønne dag pludselig angriber og overtager bjerget med alt dets guld. Dværgene søger elverfolkets hjælp, men afvises og drives på flugt fra Erebor, og har lige siden næret mistro til elverne.

Herefter springer historien til, hvordan Bilbo første gang møder troldmanden Gandalf den Grå uden for sin dør, og hvordan troldmanden snitter et tegn på på Bilbos dør i Sækkedyb. Historien er faktisk meget loyalt gengivet i forhold til Tolkiens fortælling, bortset fra et par enkelte steder, hvor Jackson tager sig nogle kunstneriske friheder. Fx måden som Bilbo drager af sted over hals og hoved fra Sækkedyb. I Peter Jacksons optik er det Bilbo selv, som efter at have afvist dværgenes tilbud om jobbet som indbrudstyv aftenen forinden, beslutter sig for alligevel at give efter for Tokeren i sig og mere eller mindre spontant springer af sted efter de 13 dværge og Gandalf, som allerede har begivet sig på vej videre.

Også måden, som Bilbo kommer væk fra følget på, da de tages til fange af bjergtrolde under Tågebjergene, er anderledes end det litterære forlæg. Og endelig giver Jackson plads til, at vi kommer længere ned i lagene i Tolkiens store mytologiske fortælling, så vi får fyldt på med baggrundsstof, som faktisk ikke findes i Tolkiens udgave af "Hobbitten". I Kløvedal møder vi fx også Galadriel og Saruman, og det gøres klart, at noget farefuldt i Midgård er på færde. Ringånderne er vækket til live igen, og kæmpeedderkopper angriber Radagasts hus ude i Grønneskov. Radagast møder vi også i "Hobbitten", og han er en finurlig og dyregod fætter, som med Gandalfs ord, har lidt for meget hang til røg af den euforiserende slags. I det hele taget er Jacksons "Hobbitten" stemningsfuld og med masser af humoristiske indslag, små gimmicks og komik undervejs i handlingen. Peter Jackson giver sig god tid til at lade historien folde sig rigtigt ud, hvilket han jo også kan, når han har valgt at gøre værket til en trilogi – i modsætning til "Ringenes Herre", hvor rigtig meget af Tolkiens oprindelige historie måtte skæres fra for at kunne få handlingen ned til godt 9 timers spillefilm.

Alt i alt er "Hobbitten – En uventet rejse" en fantastisk oplevelse, også selv om den ikke i samme grad som "Eventyret om Ringen" er en lige så filmteknisk vellykket nyskabelse. Og selv om Jackson tager sig nogle kunstneriske friheder, synes jeg, at han formår at visualisere Tolkiens univers til noget nær perfektion.

Spørgsmålet er så, hvordan vi kommer videre på rejsen mod Bjerget og dragen, for "En uventet rejse" slutter midt i bogen, og der kommer jo hele to film yderligere. Hvordan han har tænkt sig at skære to film til ud fra den sidste halve bog er mig stadig lidt af en gåde, men jeg formoder, vi kan se frem til, at få foldet endnu mere af Tolkiens mytologiske baggrundsstof ud i de kommende to film – "Dragen Smaugs ødemark" og "Ud og hjem igen", som får premiere 13. december 2013 og til sommeren 2014.

Rejsen i selskab med Bilbo & Co. flyver i hvert fald af sted, og jeg sitrede stadig af spænding, da filmen efter små tre timer sluttede med et glimt af Smaug, vogtende over sin stjålne skat af guld. Og glæder mig umådeligt til at se fortsættelsen.


*** Lars-Terje Lysemose er freelancejournalist og 38 år. Han har bl.a. arbejdet for Politiken, Aktuelt, Berlingske, Information og Kristeligt Dagblad og er medstifter af Imladris – Danmarks Tolkienforening tilbage i 1992/93. I "Filmland" med Per Juul Carlsen fortæller han om sine forventinger og umiddelbare indtryk af filmen. Hør udsendelsen på P1 onsdag kl. 13.03 eller som podcast. Lars-Terje taler også om Peter Jacksons filmatisering på Radio 24-syv onsdag den 19. december mellem kl. 18 og 20,hvor han interviewes af Anders Christiansen.