Nyheder

Horace Engdahl: Tolkien vil altid have en fremtid

Af Lars-Terje Lysemose

23. februar 2004

"HORACE Engdahl – »ständige sekreterare« ved Det svenske Akademi – gæstede tidligere på ugen Danmark (...) Hvert år, når nobelprisen i litteratur uddeles, er det Engdahl, som annoncerer, hvem vinderen er. En væsentlig del af hans arbejde består i at holde sig orienteret i verdenslitteraturen. I denne beskæftigelse har han bemærket et skifte inden for verdenslitteraturen," skriver Anders Ehlers Dam i Weekendavisen 20. februar.

Til Weekendavisen fortæller Horace Engdahl bl.a. følgende:

"(...) »Der er fremkommet en type tekster, som ikke længere er fiktionslitteratur, men som anvender et
litterært formsprog. Rejseskildringens enormt øgede betydning de senere år – bl.a. hos en forfatter som den postkolonialistiske nobelpristager V.S. Naipaul – er et eksempel på dette. Men også hos en hel skov af rejsende journalistforfattere finder man rejseskildringen.
Og der findes andre genrer, hvor der er tale om saglig litteratur, men hvor det litterære sprog alligevel ikke opgives. I Sverige har vi en forfatter som Sven Lindqvist, som skriver bøger, der diskuterer historiske fænomener som kolonialismen ud fra en litterær og videnskabelig belæsthed forenet med egne rejser og indtryk, og som også er litterært gennemarbejdede. Sproget må bestemt betegnes som litterært, men det er ikke fiktion. Også et fænomen som vidnelitteratur er en del af denne vending.
Jeg tror, at den traditionelle opdeling, hvor litteraturen ses som fiktion og poesi i modsætning til saglig litteratur er på vej bort. Vi har haft et meget snævert litteraturbegreb. Men jeg har en fornemmelse af, at litteraturen i verden er ved at sprænge det. Tag en forfatter som italienske Claudio Magris, hele hans forfatterskab består af denne type blandingstekster. Tag en forfatter som Péter Esterházy i Ungarn, som i sit seneste værk blander det historisk-dokumentariske med fiktionsindslag. Günter Grass’ I krebsegang er også et eksempel. Jeg tror, at dette her findes som en mulighed for alle vågne forfattere i dag.
Det er vel også den forandring, som giver fornemmelsen af, at modernismen er en afsluttet historisk bevægelse. Om en tekst formelt set er traditionel eller eksperimentel, er ikke længere noget interessant kriterium at klassificere efter. Det er ikke så vældig ophidsende, som det var for år tilbage, da jeg selv studerede litteraturvidenskab. Modernismen med dens normbrydning, dens destruktion af visse aspekter af sproget, dens forestillinger om at lokke det ubevidste frem i sproget, er en afsluttet historie, tror jeg.
Der er tegn på, at den udviklingshistorie, som modernismen havde som sin myte, ikke er holdbar længere. Der er selvfølgelig stadig forfattere, som holder fast i den, men de bliver færre og færre, og den spiller ikke nogen rolle mere. Man kan se et eksempel på det hos de artister, som arbejder med rap, og som går over til rimet. Rimet, som engang var en dødssynd i det poetiske system, og som man troede var afskaffet for altid, det kommer pludselig igen.
Modernismen havde til sidst udviklet sig til en slags æsteticisme. Hvilket den ikke var fra begyndelsen. Vidnelitteraturen har været med til at kalde litteraturen til orden. Der er områder, hvor litteraturen er nødvendig. Noget må udtrykkes, og det er et spørgsmål om liv og død, at litteraturen formår at gøre dette. Og derved har litteraturen på paradoksal vis fået sin sprængkraft tilbage.
Men i Sverige, og måske også i Danmark, har de forskellige blandingsformer svært ved at slå igennem, fordi det litterære marked og forlagene generelt stiller sig afvisende. Det fører til, at man ofte sætter betegnelsen roman på noget, som ikke er en roman, for at det skal sælge. Men man må hos læserne, hos forlagene og hos dem, der bedømmer litteratur, bort fra denne sky indstilling over for overskridende litterære former. For romanen i traditionel forstand har sin bedste tid bag sig.«
– Hvad kan man kalde den type litteratur, du her taler om? Er den essayistisk?
»Ja, man burde måske sige, at litteraturen bliver mere essayistisk. Det er en slags essayisme.«

Horace Engdahl bliver også spurgt, om han mener, at fiktionen som sådan helt kunne glide bort:

"(...) »Nej, det mener jeg ikke. Og fiktionen oplever også et nyt opsving for tiden gennem computerspil og tv-spil og rollespil og hele den sublitteratur, som udgår fra moderne sagaberettere som Tolkien, som har haft en enorm betydning for en vis type moderne litterær fantasi, science fiction-litteraturen osv. Jeg tror – forenklet formuleret – at en litteratur med fantastiske indslag modsvarer et alment behov hos mennesket for at fantasere sig ud over det givnes grænser. Den litteratur vil altid have en fremtid.«"

Læs hele interviewet i Weekendavisen.

Links:
http://www.weekendavisen.dk