J.R.R.T.-monogrammet er et EU-varemærke, ejet af The J.R.R. Tolkien Estate Limited, og gengives her efter venlig tilladelse.
Nyheder
Dronningens originale tegninger til Ringenes Herre publiceret af The Tolkien Ensemble
Af Lars-Terje Lysemose
13. april 2006
“Da dronning Margrethe som kronprinsesse illustrerede Ringenes Herre, blev den kongelige Tolkien-fans tegninger gjort mere robuste inden udgivelsen. Siden har kun få originaltegninger været offentliggjort. Men nu har dronningen tilladt The Tolkien Ensemble at bruge dem.”
Sådan indleder Elisabeth Saugmann en artikel i JP København 8. april.
“(…) det var kronen på værket, da Casper Reiff sidste år blev lukket ind i dronningens kunstkammer under taget på Amalienborg, hvor han havde fået hendes tilladelse til at affotografere de royale originaltegninger til Ringenes Herre. »Det var enormt sødt af hende, det var en kæmpeoplevelse at sidde på Amalienborg med de originaler, jeg havde villet se i 10 år. Vi fik tegningerne udleveret i en lille mappe, hvor de lå pænt og sirligt ordnet. I mange år har det nærmest været en tvangstanke for mig at få fat i dronningens vidunderlige tegninger, som hun lavede, da hun stadig var kronprinsesse. Hun var begejstret for Ringenes Herre og lavede en illustration til hvert kapitel plus lidt ekstra, desuden lavede hun smukke overskrifter til hvert enkelt kapitel,« fortæller Caspar Reiff (…) Dronning Margrethe nåede at få kontakt med digteren og fabeldyret Tolkien i Oxford, inden han døde. Reiff understreger, at selv om de kongelige Tolkien-tegninger fra 1970'erne er kendte, er de det alligevel ikke: »Tolkiens datter har fortalt mig, at han var meget glad for de tegninger, og det er jo vores originaler, han har set. Han så aldrig Frasers stive gentegninger, som blev udsendt, da det blev besluttet, at dronningens tegninger var for tynde i stregen. Kun gentegningerne blev udgivet, men det undrer mig, at dronningens originaltegninger ikke bare blev udgivet separat et andet sted. Det er da ærgerligt, jeg har kun set dem i små portioner, f.eks. tre Tolkien-tegninger i en bog om dronningens kunst.« (…) Ifølge Caspar Reiff er dronningens illustrationer langt mere levende og spændende end de stive gentegninger.
»Hendes tegninger har større kunstnerisk værdi, fordi de er inspirerede og charmerende. De skal frem i lyset, derfor har vi brugt hver og en, også dem, der aldrig har været vist før,« siger Caspar Reiff, der holder foredrag om Tolkien i Danmark og i udlandet,” skriver Elisabeth Saugmann bl.a. og afslutter artiklen med at oplyse, at
“(…) The Tolkien Ensemble optrådte i 1998 på Tolkiens universitet, Exeter i Oxford, og i 2004 medvirkede komponisterne Peter Hall og Caspar Reiff med Christopher Lee i Concertgebouw i Amsterdam. På det fjerde album Leaving Riverdell medvirker DR Underholdningsorkestret og Radiokammerkoret, og med dem var ensemblet helt fremme i skoene sidste år. Caspar Reiff nød at høre sin musik med fuldt symfonisk udtræk på Ledreborg Slot, hvor i alt 22.000 mennesker overværede koncerterne. Ved denne begivenhed skulle dronningens tegninger have været blæst op på storskærme, men det var de for tynde i stregen til, så igen måtte de afløses af de mere robuste gentegninger. Lige nu har Caspar Reiff ikke tid til at arrangere koncerter, som kunne promote CD-boksen med dronningens tegninger. Han har haft så travlt med at komponere og opfylde egne musikalske ønsker, at han lige må trække vejret. The Tolkien Ensemble optræder i Valby Parken den 18. juni, men ellers må koncerterne vente til efteråret.”