Nyheder

Kristus, C.S. Lewis og myterne

Af Lars-Terje Lysemose

10. februar 2006

Sognepræst Henrik Højlund skrev 28. december om C.S. Lewis i Kristeligt Dagblad.

”(...) Lewis var, som det ofte er blevet fremhævet, bevidst ateist i en årrække fra drengeårene til et godt stykke ind i universitetskarrieren. I de senere år af denne ateistiske periode fandt han dog interesse i religionernes mytiske stof. Særlig appel havde de myter, som handlede om guden, der ofrer sig, dør og genopstår. Denne grundfortælling fandt han i en lang række myter. Godt hjulpet på vej af blandt andet en af tidens lærdeste religionshistorikere, sir James George Frazer.

Lewis henregnede selvfølgelig evangeliernes centrale fortælling om Jesu død og opstandelse til denne mytiske grundfortælling, men fandt den kristne myte mindre interessant end så mange andre. Den føltes mindre poetisk, mere rå end de andre. Han huskede senere ordene fra en ateistven, som også læste Frazer: "Underligt med al Frazers snak om den døende Gud. Underligt. Det kan næsten se ud, som om det virkelig skete engang."

Det, Lewis først fandt uinteressant ved den kristne myte, var det, der efterhånden gjorde ham interesseret i den - det upolerede, det upoetiske,” skriver Henrik Højlund bl.a. og kommer også ind på forholdet til J.R.R. Tolkien:

”(...) I 1929 overgav Lewis sig - efter egne ord meget modvilligt - til Gud. Derfra gik der imidlertid et par år, før det blev til klar kristen tro. Igen spillede myterne ind. Lewis beskriver en særlig samtale med to nære venner, Dyson og den mindst lige så berømte Tolkien, som skrev "Ringenes herre". Lewis var på dette tidspunkt nået frem til en accept af Kristus som eksempel for det gode liv, men alt det om stedfortrædelsen, offeret, lammets blod, sagde ham ikke noget.

Samtalen ændrede hans syn på sagen. "Hvad Dyson og Tolkien viste mig, var dette: Hvis jeg mødte offeridéen i en hedensk historie, havde jeg ingen indvendinger. Endvidere: Hvis jeg mødte idéen om en gud, der ofrede sig til sig selv, værdsatte jeg det og var på mærkelig vis bevæget af det. Og fremdeles: at idéen om den døende og genoplivede gud (Balder, Adonis, Bacchus) bevægede mig, forudsat at jeg mødte den hvor som helst - undtagen i evangelierne. Grunden var den, at i disse hedenske historier var jeg indstillet på at føle myten som dybsindig og med antydning af betydninger hinsides min fatteevne, selvom jeg ikke kunne sige det i kold prosa. Men nu er historien om Kristus simpelthen en sand myte, en myte som virker på os på samme måde som de andre, men med den afgørende forskel, at det virkelig skete."

Læs hele artiklen i Kristeligt Dagblad.

Links:
http://www.kristeligt-dagblad.dk