J.R.R.T.-monogrammet er et EU-varemærke, ejet af The J.R.R. Tolkien Estate Limited, og gengives her efter venlig tilladelse.
Nyheder
Hvornår får vi en minister for magi?
Af Lars-Terje Lysemose
9. december 2005
"Efter valget og regeringsdannelsen i februar blev en far spurgt af sin søn:»Hvorfor er der ikke en minister for magi....?«”
Sådan indleder Jakob Høyer en artikel i Berlingske Tidende 9. december.
”(…) Spørgsmålet er umiddelbart mere pudsigt og sjovt end egentlig relevant. Og så alligevel er det et tydeligt symptom på den kolossale interesse, der er i disse år for magi, fantasi og eventyr. Den fantasifulde del af kunst og kultur sætter konstant nye rekorder i salg og udbredelse. Og fantasien kan om noget skabe magiske fortællinger i kunst og kultur. Både herhjemme og i den store verden er filmtrilogien om Tolkiens »Ringenes Herre« blandt de mest sælgende film i historien. Historien om orker, monstre og den skizofrene Gollum har trukket millioner i biografen til tre film, der er langt længere end gennemsnittet. I efteråret har den seneste Harry Potter-film, »Harry Potter og Flammernes Pokal«, slået rekorder som den mest sælgende på kortest tid. Og filmene om den bebrillede troldmands-lærling har igen og igen trukket både børn og voksne ind til de magi-fyldte historier. Og til jul får eventyrlysten endnu et nøk, når filmen »Narnia« får premiere med fabeldyr, kykloper og fantasifulde monstre i alverdens afskygninger. Utvivlsomt med et kæmpesalg til følge. Bølgen af eventyr og fantasi er blevet en kæmpe industri på filmområdet. Filmskaberne overgår hinanden i tekniske effekter, der hele tiden overstiger hinanden i at skabe eventyruniverser på nye, realistiske former. Præcist som det tidligere er set med bølgen af film om stjernekrig, rumrejser og andre fremtidsuniverser. Men eventyrbølgen er mere end bare film,” skriver Jakob Høyer bl.a.
”(…) Faktisk er både »Ringenes Herre«-trilogien, »Harry Potter«-serien og Narnia-universet jo baseret på store litterære værker af Tolkien, J.K. Rowling og C.S. Lewis. Det er i bøgerne, at magien er skabt (…) Den eksplosive lyst til magi, eventyr og fantasifulde fortællinger er ikke tilfældig. I en verden med terrorceller, Irak-krig og fugleinfluenza har moderne mennesker brug for at flygte fra virkelighedens realiteter. Brug for at lade sig forføre af fantasi og fascinerende fortællinger. Og brug for at blive både henført og skræmt af væsner og evner, der ikke opleves i den virkelige verden (…) Så i en uge, hvor fejringen af H. C. Andersen blev afsluttet efter flere tragikomiske hændelser end nødvendigt, er der lys forude for eventyret og fantasiens fortællinger. Og hvem ved? Måske vil der en dag være flertal for en minister i magi. Om end ikke andet så i fantasiens verden.”
Læs hele artiklen i Berlingske Tidende.
I 2001 udnævnte New Zealands regering i øvrigt Pete Hodgson til en slags uofficiel "minister for Lord of the Rings".