J.R.R.T.-monogrammet er et EU-varemærke, ejet af The J.R.R. Tolkien Estate Limited, og gengives her efter venlig tilladelse.
Nyheder
Eventyrfilm tjener helt eventyrlig godt
Af Lars-Terje Lysemose
8. december 2005
”(...) 1,3 milliard kroner. Lidt under en halv storebæltsbro. Så mange penge blev der hældt i Harry Potters flammende pokal alene i åbningsweekenden for få uger siden. Et rekordhøjt tal, som betød, at filmen allerede efter de første tre magiske dage gav overskud (...) Når Harry Potter om et par år er et overstået kapitel, vil der nemlig opstå et eventyrlystent hul i publikums hjerter. At vi havde sådan et eventyrlystent hul indeni os, anede vi dårligt selv for fire år siden, hvor både »Ringenes herre – eventyret om ringen« og »Harry Potter og de vises sten« havde premiere.”
Sådan skriver Susanne Johansson i B.T. 28. november.
”(...) Gennem de to film alene købte vi i 2001 for (...) næsten 13 milliarder kroner eventyr. Og selvom »Ringenes herre« lukkede og slukkede for to år siden med »Kongen vender tilbage«, så kunne vores hang til eventyr delvis udfyldes af »Harry Potter«. For i takt med at han er blevet ældre, appellerer han også til et mere voksent publikum. Harry Potter har som bekendt endnu et par år foran sig, før J.K. Rowling runder eventyret af. Men han har allerede koblet de mindre børn af på film. Uhyggen er blevet for voldsom. Og censurgrænsen på den seneste film er strammet i det meste af verden (...) Og det er netop, hvad Hollywood forlængst har set i krytalkuglen. Og rustet sig til med hele to filmserier, som de håber kan løfte arven efter »Harry Potter« og »Ringenes herre«. Disney er først på banen. Med »Narnia« som er en filmatisering af C.S. Lewis’ børnebog »Heksen, løven og garderobeskabet« og handler om fire børn, der ved et tilfælde opdager eventyrlandet Narnia, da de går gennem et magisk klædeskab.
En ond heks har forvandlet det smukke og charmerende land til is, og de tre børn må på bedste »Ringenes herre«-vis gøre hvad de kan for at befri Narnia for det onde. Lewis – som var samtidig og ven med Tolkien – skrev i alt syv bøger i serien. Så ringer kasseapparatet for den første film, er Disney med på fremtidens pengevogn. »Vel er det uundgåeligt, at »Narnia« og »Ringenes herre« bliver sammenlignet,« siger førstnævntes instruktør til det engelske filmmagasin Empire.” Altså ifølge Susanne Johansson.
”(...) »Men de er meget forskellige. I tonen og historien. I »Narnia« er det virkelige børn fra en virkelig verden, som pludselig befinder sig i et fantasi-land. Og i kernen af historien er familie, søskende-rivalisering, svigt og tilgivelse,« siger han om den kommende »Narnia«- film,” skriver Susanne Johansson videre i artiklen, der også nævner, at ”(...) Den anden kandidat til at stille eventyrhungeren er »Eragon«, der også tegner til at kunne blive en værdig arvtager til tronen. I modsætning til »Narnia« er romanforlægget her både nyt og ungt. Forfatteren Christopher Paolini var ikke mere end 15 år, da han begyndte at skrive eventyret om den fattige bondeknægt Eragon, som ved et tilfælde finder en blankpoleret sten i skoven, som ændrer hans liv (...) Producenten Wyck Godfrey, som sagtens kan se sammenligningerne med såvel »Harry Potter« som »Ringenes herre«. »De handler alle om unge drenges forvandling til mænd, om oplevelser og mennesker, der hjælper dem med den forvandling. »Ringenes herre« var i høj grad en gevaldig appetitvækker for det store publikum. Og der vil komme en bølge af den type film, hvoraf vores og »Narnia« kun er begyndelsen,«” skriver Susanne Johansson videre.
Læs hele artiklen i B.T.
Fakta:
»Narnia: Heksen, løven og garderobeskabet« har premiere 1. juledag.
»Eragon« ventes at få premiere næste sommer.
Fakta: Så meget har filmene indtjent
»Ringenes herre – eventyret om ringen«, 2001: $871.368.364
»Ringenes herre – de to tårne«, 2002: $926.287.400
»Ringenes herre – kongen vender tilbage«, 2003: $1.118.888.979
I alt: $2.916.544.743
»Harry Potter og de vises sten«, 2001: $976,475,550
»Harry Potter og hemmelighedernes kammer«, 2002: $876,688,482
»Harry Potter og fangen fra Azkaban«, 2004: $789,791,069
I alt: $2.642.955.101