Nyheder

Jakob Levinsen: Kultur er en virus

Af Lars-Terje Lysemose

22. august 2005

Forfatter, redaktør og Tolkien-entusiast Jakob Levinsen havde 19. august et essay i Jyllands-Posten, hvor han bl.a. skriver:

”(…) Siger man genrekultur, siger man også gerne kult, men det er til dels misvisende. For nok er det selvfølgelig en hædersbetegnelse, der afspejler læsernes (lytternes, seernes, spillernes) vedholdende entusiasme, derude hvor kultur ikke er et pensum, der kan dikteres, men derimod en godartet virus, der spreder sig gennem brugernes entusiasme.Ordet kult har imidlertid også en undertone af noget sekterisk, af noget undergrund. Det signalerer modsætning til de officielle hovedstrømninger og deres publikum - det gode kulturelle selskab, som Mogens Jensen taler om.Intet kunne imidlertid være mere forkert. Det er i meget stort omfang her, man finder de virkelig store oplag, bredt appellerende og seriøst dyrkede forfattere, hvor megastjerner som King i hans velmagtsdage og i nyere tid J.K. Rowling med Harry Potter-serien og Dan Brown med Da Vinci Mysteriet kun udgør isbjergets allerøverste top - hov, herhjemme udkommer Brown da i øvrigt også på et lillebitte enpersonsforlag.Ganske vist er Harry Potter-fænomenet nu blevet til et reklamebrøl uden sidestykke. Men det er værd at huske, at det oprindelig - adskillige engelske forlag sagde nej til den første bog, og førsteoplaget var særdeles ydmygt - nok så meget voksede frem på internettet blandt de unge læsere, der rask væk fortolkede og digtede videre på historien af hjertens lyst (…) Endnu mere slående er det, hvad angår alle moderne kultromaners moder, J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre, der til oktober kan fejre 50-års jubilæum. For dens status som en af historiens mest solgte og moderne tids mest inflydelsesrige (SIC!) romaner var, helt op til Peter Jacksons filmatisering dukkede op i 2001, i alt væsentligt sket uden nogen form for bestseller-markedsføring og længe før, der var noget der hed internet - ene og alene i kraft af en epidemisk udbredelse fra læser til læser.I det omfang, den overhovedet gav udslag på det gode kulturelle selskabs radar, da altovervejende i form af fnysende afvisning. Et grotesk højdepunkt blev nået, da en stor engelsk boghandlerkæde op til år 2000 lod sine kunder stemme om århundredets bedste engelske roman, hvorpå rasende finlitterater i engelsk erklærede, at Tolkiens forudsigelige jordskredssejr kun kunne skyldes, at der var fiflet med stemmerne.Intet sted er det, man kunne kalde det uafhængige kulturliv, frit for enhver kulturpolitisk vision og styring, dog tydeligere end inden for rockmusikken. Det er unægtelig tankevækkende, at netop i den periode, hvor kulturen-ud-til-folket-tankegangen bliver det grundlæggende kulturpolitiske mantra, i ekstrem grad i Danmark, men også mange andre steder, er det en frit opstået, selvfinansierende og i udtrykkets bedste betydning fuldstændig ustyrlig kunstform, der bliver den måske mest kulturbærende af alle - og når Bruce Springsteen kan synge at »we learned more from a three-minute record, than we ever learned in school,« er det næppe ment som en provokation, blot som en konstatering af en kendsgerning.”

Læs hele essayet i Jyllands-Posten.

Links:
http://www.jp.dk