Nyheder

Tolkien-debat i Weekendavisen

Af Lars-Terje Lysemose

27. januar 2004

"ANNE Knudsen bruger den 12.12.2003 hele halvanden side af BØGER til at rose Ringenes Herre som stor litteratur (...) Anne Knudsen har tydeligvis pædagogiske ambitioner over for danskernes forbrug af litteratur. Og ganske rigtigt: midt i artiklen opstiller Anne Knudsen da også omhyggeligt - og i kursiv - sin egen personlige kanon.

Men hånden på hjertet, Anne Knudsen: i et demokrati som det danske, behøver vi da en kanon? Tror du ikke, danskerne selv kan afgøre, hvad de ønsker at læse eller ikke læse? Er livet ikke for kort til dårlig litteratur? Og er virkeligheden ikke så magtfuld, at vi skal passe på med, hvilke litterære præferencer vi putter ind i hovedet på folk?

Ringenes Herre er skrevet i 1930rne, samtidig med at Hitler kom til magten i Tyskland. Derfor opfatter mange, ligesom Anne Knudsen og hendes meningsfæller, værket som et indlæg imod det totalitære, der er næsten lige så stærkt som det Orwellske.

Andre, blandt andre undertegnede, ser Ringenes Herre som netop værende en del af det totalitære. Årsagen til dette er, at Ringenes Herre på fuldstændig samme måde som Tegners ækle supermenneske-forherligende 'kunst´ og på fuldstændig samme måde som Nazi-'kunsten´ og på fuldstændig samme måde som kommunismens 'kunst´ påstår en absolut heroisme og styrke, gestaltet i en person, der er helt uden udtryk; i Ringenes Herre gestaltes dette overmenneske af Frodo.

Problemet er blot, at Frodo værdimæssigt set er 100 pct. postulat. Der er for Frodos vedkommende ikke tale om heroisk tagen standpunkt, men om forfatterens helt tomme påstand om, at den lille mand - netop fordi han er den ydmyge - ejer absolutte overmenneske-kvaliteter; en påstand som konsekvent ornamenteres med en wagner-lignende virkelighed bestående af yndige elvere og stærke sværdsvingende mænd, der fuldstændig underkaster sig Frodos vilje?!

Og selvom Frodo er en yderst sympatisk figur, som - måske
netop på grund af sin tomhed - bliver en figur, vi alle kan identificere os med, kommer han til at gestalte en helt, der ikke lader
sig lede af egne overvejelser, men udelukkende af sin fortællers
vilje.

Han bliver en helt, der ikke har andre mål end dem hans personlige pædagog (= forfatteren) opstiller: nemlig dette at vinde respekt, berømmelse og anerkendelse. For forfatteren. Og denne ydre styrelse er - efter min mening - central for forståelsen af det totalitære (...) For Frodos vedkommende er Tolkien pædagogen.

Frodo har ingen holdninger, men trækkes igennem dette wagnerske fortids- og styrke-dyrkende morads - af sin forfatter. På den måde bliver dette at identificere sig med Frodo dødsensfarligt på både det personlige og på det samfundsmæssige plan. Frodo er ikke et selvstændigt menneske, men et pædagogisk styret menneske.

At bruge Frodo som forbillede i sit liv er det samme som at acceptere mangelen på eget ansvar og overlade totalansvaret for sit liv og for samfundet til pædagogen, hvad enten denne nu er arkitekt, psykolog, politiker eller pædagog. At identificere sig med Frodo på et dybere eksistentielt niveau bliver et skridt på vejen mod den pædagog- og mentor- styrede virkelighed. Som efter min mening er en af de mest totalitære og dødsensfarlige, man kan forestille sig. Man kunne kalde det zombieland.
Nej, lad os bringe makværket ned på jorden igen: det er fuldstændig tomt, det siger intet om godt og ondt, og det forholder sig ikke i nævneværdig grad til vores virkelighed: der er altså tale om en drømmeverden.
Men det er da en okay film: flotte billeder, storladne scener og en herlig flugt fra den grå hverdag, hvis det er det, man har brug for. Til gengæld bør man - når man forlader biografen/lægger sidste bind fra sig - for evigt lade Frodo og hans totalitære univers bag sig."

Sådan skriver Ane Kirkensgaard i et debatindlæg i Weekendavisen 2. januar 2004.

Chefredaktør Anne Knudsen svarer i samme udgave:

"Ane Kirkensgaard er af den opfattelse, at jeg har 'pædagogiske ambitioner´ om at få danskerne til at læse Ringenes Herre . Det ville være helt overflødigt; bogen har enorm udbredelse. Artiklen om Ringenes Herre var tværtimod et forsøg på at forklare, hvorfor folk vælger den litteratur, de faktisk vælger. Selv. Helt i modstrid med den 'kanon´, som faktisk findes - den 'lødige´ litteratur. Hvorfor har dette ikke-anbefalede værk så mange tilfredse læsere? Dét var udgangspunktet.

Ane Kirkensgaards centrale påstand er, at værkets personer, og navnlig Frodo, er totalt underlagt forfatteren som 'pædagog´. Dette mener Ane Kirkensgaard karakteriserer værket som totalitært. Men er det ikke vanskeligt at forestille sig en person i en roman, som ikke i betydeligt omfang er underlagt sin forfatters vilje? Antager Ane Kirkensgaard virkelig, at romanpersoner i 'lødig litteratur´ foretager sig andet end det, forfatteren sætter dem til?

Hvorom alting er: Hvis man bilder sig ind, at en roman er en opskrift på, hvordan man skal leve sit liv, personligt eller politisk, har man efter min opfattelse et alvorligt problem. Uanset, om romanen er af Dostojevskij, Goethe, Céline, Karen Blixen eller Peter Høeg. Romaner er underholdning. De gode af dem behandler vedkommende problemstillinger på en engagerende måde. Min påstand var udelukkende, at Ringenes Herre er en god roman."

23. januar svarer Ane Kirkensgaard igen:

"(...) Anne Knudsen [har] lidt for travlt med at fralægge sig ansvaret, når hun nærmest affærdiger det som sygt at identificere sig med de figurer, man læser om. Det er dog sådan, læsning fungerer. Og de fleste er også enige om, at romanfigurers troværdighed netop hænger sammen med, hvor godt deres handlinger er begrundet.

Men årsagen til, at jeg farer i blækhuset, er nu heller ikke, at Herredet er en totalitærstat og Frodo en lille mønster-borger. Det er til at leve med. Næh, årsagen er snarere det medie-hype, som sættes i værk omkring romanen, og som helt fejlagtigt fremstiller den som et forsvar for det frie samfund. Det udgør et problem.

For netop det, som siges i medierne, er jo det, som får mange mennesker til at vælge romanen. Læseren har altså allerede ved læsningens start valgt medieanmelderen eller chefredaktøren som autoritet. Derfor opdager læseren heller ikke det gabende tomrum, som findes imellem det, som romanen reelt siger, og det som læseren forventede. Og det tomrum må læseren selv fylde ud.

Men da læseren under læsningen befinder sig i et univers, hvor forfatteren er absolut autoritet, vil mange læsere uden at tænke over det automatisk fylde tomrummet op med netop den forståelse de præsenteres for i bogen.
På den måde erstattes læserens hidtidige forståelse af 'det frie samfund' med beskrivelsen af det totalitære Herred - og læserens forståelse af demokratiets 'friheds-helt' som en, til oprørskhed grænsende, selvstændig, intelligent og handlekraftig person med en figur, hvis fineste fortrin er, at han er 'nem', 'holdningsløs' og 'sød'. Læseren kommer altså uforvarende til at identificere sig med en mønsterborger i en totalitærstat. Og med denne substituering er ringen - undskyld udtrykket - sluttet: Læserens tro på frihed og demokrati er blevet bundet ind i en ring af fascistisk argumentation.
Joh, ringen i Frodos lomme lever godt nok, og den er i sandhed også farlig. Bare på en helt anden måde end man har vedtaget på Danmarks litterære parnas.

Det egentlige problem er altså ikke trilogien i sig selv, men at dele af det litterære establishment forsøger at ophøje den til politisk kanon. Ja visse chefredaktører praler ligefrem af at have læst historien 30 gange, hvilket efter min mening burde diskvalificere dem både intellektuelt, politisk og moralsk. For efter min mening findes der ikke nogen bedre påvisning af, at det 20. århundredes totalitære ideologier var resultat af intellektuel forlæsthed, end netop hysteriet omkring Ringenes Herre. Og derfor forsøgte jeg at hive trilogien ned på jorden igen.

Personligt tror jeg, at Tolkien var oprigtigt bekymret over udviklingen i Europa og måske har villet advare os. Men han er sandsynligvis blevet svigtet over for denne målsætning af sin gammel-autoritære opdragelse. Ikke sært. Det samme skete for hele det tyske folk. Med demokratiet troede mange, at samfundet havde fået en automatik indbygget, som for evigt kunne forhindre overgreb og magtmisbrug. Man glemte eller overså, at det er den enkelte vælgers ansvar at forhindre demokratiet i at degenerere til sin totalitære form. Men dengang vidste man jo heller ikke, som vi gør i dag, at den virkelige forskel imellem det totalitære samfund og det frie, alt andet lige, er statsmagtens infiltration af den civile socialitet."

Følg hele debatten i Weekendavisen.

Links:
http://www.weekendavisen.dk