J.R.R.T.-monogrammet er et EU-varemærke, ejet af The J.R.R. Tolkien Estate Limited, og gengives her efter venlig tilladelse.
Nyheder
Harry Potter-selskab inspireret af Bri
Af Lars-Terje Lysemose
26. juli 2005
”Millioner af tilbagevendende læsere tager næppe fejl. Der må være noget ved ham Harry Potter. Jeg har bare ikke lige været i nærheden af børn, der skulle læses højt for, siden drengen med de magiske evner indledte sin sejrsgang over hele verden i 1997. Ikke at det er en undskyldning, som stud.mag. Hannah Westberg og stud.mag. Kristina Svegaard helt godtager. De er glødende Harry Potter-fans. Anledningen til vores møde er, at de to kvinder i slutningen af maj har stiftet The Danish Harry Potter Society. For viderekomne, kunne man passende tilføje, for tanken er, at medlemmerne har læst bøgerne og/eller set filmene på originalsproget, så de kender de engelske termer for diverse fænomener, begreber, personer og steder, som kun hører til i Harry Potter-universet.”
Sådan indleder Else Boelskifte en artikel i Jyllands-Posten 17. juli.”(…) Men hvorfor stifte en forening for voksne med basis i en fantasiverden? Kristina Svegaard synes ikke, det er så mærkeligt. Der findes mange litterære selskaber for bestemte forfattere og genrer eller private læsekredse, så hvorfor ikke også en for Harry Potter og J.K. Rowling. Hun studerer i øvrigt musikvidenskab. Hannah Westberg har hentet inspiration til The Danish Harry Potter Society i et tilsvarende selskab i København, Bri, for den engelske forfatter J.R. Tolkien (SIC!), ham med Ringenes Herre. Hannah Westberg har også redet på egen hest i forskellige middelalderspil. Hun begynder at studere engelsk til september,” skriver Else Boelskifte bl.a.