Nyheder

Boganmeldelse: Jul i ingenmandsland

Af Lars-Terje Lysemose

29. december 2004

"Julen 1914 opstod en kortvarig forståelse mellem soldaterne ved fronten, en kortvarig våbenhvile på initiativ af menige soldater og lavere officerer på begge sider."

Sådan indleder Henrik Jensen i Kristeligt Dagblad 29. december en anmeldelse af Michael Jürgs' historiske bog "Den lille fred i den store krig".

"(...) For at forstå episoden, må man først prøve at genkalde sig billedet af scenen for den - ingenmandsland. Dette 800 km lange ar siksak tværs igennem det sydlige Belgien og det nordlige Frankrig, fra den engelske kanal til den schweiziske grænse, er Første Verdenskrigs slagtefold. Det er er her, størstedelen af krigens ni millioner omkomne unge mænd bliver slået ihjel. Det er her, kulturen går under (...) Ingenmandsland, de få hundrede meter, der adskilte parterne, havde gradvist ændret karakter til et grumt månelandskab af granathuller og mudder.
På hver sin side af arret lå de gigantiske hære og lurede på hinanden. Millioner af unge mænd, som blot et halvt år tidligere havde haft ganske andre planer med deres liv, vraltede nu rundt i deres nedgravede huler, i mudder til knæene. Skyttegravskrig er ventekrig, og ventekrig er nervekrig. Og hele tiden er der synet og lugten af de døde i ingenmandsland. Det er et problem at få bjerget og begravet de faldne, og tusinder af dem har ligget i ugevis. Den 24. december ophører regnen, som har været i gang i dagevis, og en let frost sætter ind; skyttegravene er fortsat et stort mudderælte, nu blot med en let glasering, som lægger sig formildende også over ligene - som en ligskjorte af rimfrost, der indkapsler stanken."

Henrik Jensen skriver videre:

"(...) Det er historien om, hvorledes der, på den første julemorgen i krigen, midt i det store myrderi, opstod en kortvarig forståelse mellem de fjendtlige soldater i skyttegravene på dele af vestfronten. En kortvarig våbenhvile og et kortvarigt møde i ingenmandsland fandt sted, på initiativ af menige soldater og lavere officerer på begge sider. Nogle få steder holdt våbenhvilen i flere dage. Så var det slut (...) Som det fortælles, hørte britiske soldater, et sted på det flamske frontafsnit, hvor mudderet stod højest, pludselig salmen Stille Nacht ("Glade jul") komme fra den anden side, spinkelt hen over det ingenmandsland, der lå overstrøet med mere eller mindre opløste lig. Da julesalmen er slut, applauderer englænderne, og der udveksles julehilsener hen over fronten, fulgt af opfordringer til at indstille skydningen. "We not shoot, you not shoot!" Hoveder titter frem over skyttegravenes brystværn, og der bliver stillet stearinlys op. Efter en tid træder soldater ud af gravene på begge side, de mødes i ingenmandsland, udveksler håndtryk og cigaretter og viser hinanden billeder af familien derhjemme. Rygtet spredes pr. telefon til hele frontafsnittet, og eksemplet følges. Freden omfatter især engelske og tyske soldater, mens de franske måske har sværere ved at glemme, at krigen foregår på deres jord. Blandt de tyske er det især soldater fra bayerske og (katolske) saksiske regimenter, der er med, mens de mere autoritære prøjsiske regimenter ikke falder for fristelsen. De to sider lover hinanden våbenstilstand julen over, begraver i fællesskab deres faldne i ingenmandsland og laver mad og spiser sammen. Der spilles fodbold - et internationalt sprog. Fotografier bliver taget (...) Det er en identifikation, der knytter sig til erkendelsen af, at fjenden ikke er de stakler, der tilfældigvis ligger overfor, men nogen længere oppe på begge sider - nogen, som forstår at holde sig på afstand. Og måske til en uklar erkendelse af, at den egentlige fjende er krigsteknologien, mordmaskinerne, som i denne krig er blevet uhyggeligt effektive. Hvad gør man, når man pludselig skimter en broder i soldaten på den anden side? Man griber tilbage i sin kristne arv og synger de julesalmer, der findes udgaver af på alle sprog. Glimt af medmenneskelighed er ikke ualmindelige i krig, tværtimod. Men dette er et af de få glimt, der lyste hele vejen over ingenmandsland."

Henrik Jensen inddrager også J.R.R. Tolkien:

"(...) Aktørerne - de anonyme muddersoldater - skulle Erich Maria Remarque senere beskrive i "Intet ny fra vestfronten": "Vores hænder er jord, vores krop ler, og vores øjne er vandhuller. Vi ved ikke, om vi stadig er i live". De små hulemennesker, disse troglodytter, dukkede også op til overfladen som de heroiske hobbitter i J.R.R. Tolkiens Ringenes herre. Tolkien var som ganske ung selv med i krigen og kom her for første gang i sit liv tæt på unge mænd fra "den anden halvdel" af det engelske samfund. Deres mod og modstandskraft imponerede og inspirerede ham."

Læs hele anmeldelsen i Kristeligt Dagblad.

Fakta:
Michael Jürgs: Den lille fred i den store krig. De meniges julevåbenhvile på vestfronten under første verdenskrig. Borgen 2004.

Links:
http://www.kristeligt-dagblad.dk