J.R.R.T.-monogrammet er et EU-varemærke, ejet af The J.R.R. Tolkien Estate Limited, og gengives her efter venlig tilladelse.
Nyheder
Journalistik som i Ringenes Herre
Af Lars-Terje Lysemose
3. oktober 2004
"Journalistik som i Ringenes Herre" hedder en artikel af Mikkel Hvid, skrevet 10. august, og tilgængelig på hjemmesiden for Center for Journalistik og Efteruddannelse.
"(...) Der findes både bøger og artikler om det, men ingen steder illustreres forskellen på traditionel og fortællende journalistik bedre og hurtigere end i filmversionen af ”Ringenes Herre”.
Det er på den anden dvd, dér hvor vores helte jager af sted for at frelse de to små hobitter, Pippin og Merry, som er blevet fanget af orker. De har forfulgt dem længe, og pludselig kommer Aragon og hans hjælpere til det sted, hvor Rohans ryttere udslettede orkerne.
Det syn, som møder dem, chokerer vores helte. På et spyd hænger hovedet af en ork. Bunker af lig tårner sig op, overalt er der ødelagte våben, tabte hjelme, døde heste.
Alt håb er ude, det er tydeligt. Rytterne har ikke efterladt et eneste levende væsen.
»Vi svigtede dem«, siger dværgen Gimli bedrøvet, mens Legolas beder en bøn på elversprog. Aragon, den store helt, sparker i vrede til en hjelm. Desperat skriger han sin smerte ud.
Pludselig får han øje på noget. Et aftryk i græsset. Han bøjer sig ned og føler efter. Den er god nok.
»Her har ligget en hobbit«, siger han. »Og her én til«.
På knæ kravler han frem, mens han studerer græsset.
»De er sluppet fri«, fortsætter han da han kort efter finder en stump reb, og han fortsætter med at følge de spor, som afslører hobitterne vej væk fra slagmarken, forbi krigerne som kæmpede, under de stejlende heste og ind i den forheksede Fangorn-skov.
Det er journalisten Aragon, vi møder her. Den traditionelle journalist. Journalisten som registrerer og videregive de tegn, som livets tumulter sætter på den samfundsmæssige overflade. God klassisk journalistik. Hurtige opsummeringer, abstrakte referater og masser af brugbar viden. Men livløst, abstrakt og mennesketomt," skriver Mikkel Hvid bl.a.